Anna Pørtner
At være teknisk delegeret kræver både ansvar og overblik, men du spiller samtidig en afgørende rolle i at sikre hestevelfærd, sikkerhed og fair play ude på stævnepladserne. Arbejdet som TD'er strækker sig langt ud over blot at håndhæve regler. Det er nemlig også TD'erne der er bindeleddet mellem Dansk Ride Forbunds værdier og det, der sker ude på stævnepladsen.
TD'erne er garant for hestevelfærd og sikkerhed, og i rollen repræsenterer du Dansk Ride Forbunds kerneværdier, som er Sikkerhed, Passion, Harmoni, Hæderlighed og Dygtiggørelse. Derfor er rollen som TD'er med til at bidrage til, at stævner afvikles på en måde, hvor både hestevelfærd og rytternes oplevelse er i centrum.
Du har måske mødt en TD'er flere steder på stævnepladsen, men ét sted de særligt opholder sig er på opvarmningsbanen. Her er opgaven at sikre, at opvarmningen og konkurrencen foregår under trygge og retfærdige forhold for både heste, ryttere og hjælpere. Det kræver altså både faglig indsigt, evnen til at samarbejde med mange forskellige mennesker og evnen til at skabe god stemning og motivation, også i pressede situationer.
René Lyngø er teknisk delegeret og TD-ansvarlig i Dansk Ride Forbund, og fortæller følgende til DRF om opgaven som TD'er: – Et godt stævne er et stævne der er afviklet sportsligt og hestevelfærdsmæssigt fair og korrekt under sikre forhold. Særligt meningsfuldt er det især at kunne hjælpe de ikke så rutinerede ryttere med deres spørgsmål, og være med til at de kommer godt videre i deres udvikling.
Når man som TD'er kommer ud på stævnepladsen, har man forskellige opgaver, der spænder bredt. Opgaverne kan blandt andet være alt fra at godkende tidsplaner og føre tilsyn med sikkerheden på stævnepladsen, til at hjælpe ved dopingkontrol og vejlede officials og hjælpere. Derfor er det også vigtigt, at man som TD'er kan håndtere konflikter, være løsningsorienteret og optræde som rollemodel.
Vil du være teknisk delegeret?
Synes du at opgaven som TD lyder interessant, skal du gennemgå Dansk Ride Forbunds uddannelse. Uddannelsen klæder dig på til de mange aspekter af rollen, som du kan møde på stævnepladsen. Her vil du lære alt fra reglementer og stævneafvikling til konfliktløsning og kommunikation.
Er du lidt i tvivl om, hvorvidt rollen er noget for dig, så fortæller René Lyngø følgende: – De er på vej ind i et spændende område - det er sjældent at to stævner er ens. Som TD har man et meget bredt område, hvor man kan blive involveret i forskellige ting som afvikling af stævner, startberettigelse, kvalifikationer og udelukkelser, udstyr, ridning på stævnepladsen udenfor konkurrencebanen, opstaldning og meget mere. Samtidig er man også i kontakt med mange forskellige personer under et stævne som f.eks. ryttere og deres hjælpere, de andre officials på stævnepladsen og selvfølgelig stævnearrangøren og deres hjælpere.
Som TD skal man kunne læse, forstå og implementere DRF's reglementer i praksis. Derudover skal man brænde for ridesporten og ønske at være med til at sikre kvalitet og hestevelfærd på stævnepladserne. Tjansen som TD'er kræver en vis fysisk udholdenhed, da dagene kan være lange uden ret mange pauser, ligesom det kræver overblik og evnen til at tage beslutninger under pres. Til gengæld får man som TD et stærkt fællesskab og spændende udfordringer.
Har du lyst til at være med til at sætte standarden for ridesportens fremtid, så er et job som TD'er måske noget for dig. For at starte på uddannelsen, skal du have en samtale med DRF (pr. telefon), ligesom du skal indgå en uddannelsesaftale med det distrikt, du er tilknyttet. Der vil du blive tildelt en mentor, der tager dig med til stævner og som kan hjælpe dig med at komme i kontakt med andre TD'ere. Du kan læse meget mere om det her.
Kilde: Dansk Ride Forbund.