TD'ere er helt centrale på stævnepladsen

05-05-2026 12:18

Hvad er en TD, og hvad er deres rolle og ansvar på stævnepladsen? Hvordan er TD'ere med til at sørge for hestevelfærden ved stævner? TD'erne er helt centrale på stævnepladsen, og nu kan du lære meget mere om deres funktion

Copyright Ridehesten.com
De teknisk delegerede er centrale på stævnebanen og sikrer blandt andet fair konkurrence for alle - også hestene. Foto: Ridehesten.com/ Mie Thorup Poulsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Helt grundlæggende betyder TD "teknisk delegeret", og som teknisk delegeret er man Dansk Ride Forbunds repræsentant ved stævner afholdt under forbundet. TD'ere er stævnets øverste myndighed og står for at sikre håndhævelsen af rideforbundets reglementer og understøtte den fair konkurrence for alle – ikke mindst hestene. 

TD'ere går forrest med reglementerne i hånden
Dansk Ride Forbund udsteder regler og retningslinjer for stævnedeltagelse, og i den forbindelse har DRF et grundlæggende ansvar for at føre tilsyn med, at disse overholdes. Reglementerne er til for at sikre fair sport for både heste og ryttere – herunder særligt at sikre hestevelfærden i sporten. 

I rollen som TD skal man først og fremmest kunne læse, forstå og implementere DRF's reglementer i praksis, herunder særligt til at være hestenes talsmand. Det er dog ikke alt, der er nævnt i reglementerne, og det efterlader plads til, at den enkele TD'er indimellem må tage stilling til hændelser ud fra en forståelse for reglementernes hensigt. 

Beslutningerne skal dog begrundes med faglig viden og fremlagte oplysninger i enhver given situation. Det forventes, at den teknisk delegerede er i stand til at træffe upartiske beslutninger, upåvirket af hvem der er involveret og TD'erens egne relationer til de involverede. 

Som TD'er har man mange ansvarsområder og roller, og man har naturligt en stor berøringsflade, der strækker sig fra stævnearrangører, officials, ryttere, grooms og forældre. Ved større stævner med opstaldning, skal den eller de teknisk delegerede f.eks. sørge for at der skal udpeges en staldansvarlig og føres tilsyn med de opstaldede heste. Ved lavere stævneniveauer agerer TD'eren hjælpende hånd til de mindre erfarne ryttere, forældre, stævnearrangører og lignende. 

Copyright Ridehesten.com
En TD'er er Dansk Ride Forbunds repræsentant ved stævner og arrangementer under forbundet. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø
Nyheden fortsætter efter annoncen

TD'ernes sanktionsmuligheder
Rollen som TD handler ikke om at være kontrollant. Tværtimod er TD'erens rolle på stævnepladsen nærmere at være med til at hjælpe ryttere, hesteejere osv. med at overholde DRF's regler og retningslinjer. Men sker der overskridelse af disse, er det op til den teknisk delegerede at handle. Det vil i langt de fleste tilfælde være i form af en samtale med "en løftet pegefinger", men vælger personen gentagne gange ikke at efterkomme TD'erens henvisning, kan det resultere i f.eks. diskvalifikation. 

Der kan dog også være tilfælde, hvor der er tale om så grov forseelse, at det udløser en sanktion med det samme. Hvis der opstår en hændelse ved et stævne, hvor den teknisk delegerede og stævnejuryen er nødt til at reagere og sanktionere, er dette en "dags dato-afgørelse". Det betyder, at afgørelsen er endegyldig ved det pågældende stævne. 

Copyright Ridehesten.com
TD'ernes opgave er blandt andet at sikre, at både heste, ryttere og hjælpere får en god oplevelse på stævnepladsen. Foto: Ridehesten.com/ Annette Boe Østergaard

Hvordan bliver man TD?
Hvis du har et ønske om at blive uddannet til teknisk delegeret, kræver det en uddannelsesaftale med DRF. I forbindelse med din uddannelsesaftale vil du blive tilknyttet en mentor, som hjælper dig med at planlægge uddannelsens forløb. 

Du skal være minimum 25 år gammel og have en heste- eller ryttermæssig baggrund samt gode kommunikative evner og formå at formidle reglementet på en ordentlig måde. I uddannelsesforløbet som TD-aspirant skal du deltage i et basiskursus med indhold om reglementer, hestevelfærd, veterinære forhold og meget mere. Efterfølgende skal du have praktisk erfaring på stævnepladserne, hvor du vil skulle følges med en uddannet TD'er. 

Efter endt uddannelse vil der løbende være efteruddannelse i form af officialsdage, kurser og ERFA-møder. Hvis du har lyst til at prøve kræfter med rollen som teknisk delegeret, kan du søge nu via følgende jobopslag. Dansk Ride Forbund uddanner løbende TD'ere, så der er kort ventetid på at komme i gang. 

/Dansk Ride Forbund. 

Anna Pørtner

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner