Anna Pørtner
Da Tinglev Rideklub stod uden en formand, trådte Lene Hell Jensen til. Siden har hun lagt utallige frivillige timer i klubben, hvor hun særligt har fokus på at give de yngste ryttere en god start på livet med heste. Nu er hendes store indsats blevet bemærket, og hun er blandt de tre finalister til AL Sydbank og DIF's Årets Frivillig 2026.
Det er ikke kun i sadlen, at Lene Hell Jensen har haft sin gang i Tinglev Rideklub. Hun har nemlig selv redet i klubben som ung, og da hendes datter senere begyndte til ridning, blev det også her, at familien vendte tilbage til hestene.
Selvom der var andre rideklubber tættere på hjemmet, faldt valget på Tinglev Rideklub, blandt andet fordi klubben tilbød forældre-barn-ridning i weekenderne, hvilket passede godt ind i en travl hverdag.
For nogle år siden blev Lene spurgt, om hun ville være en del af klubbens bestyrelse. Det blev begyndelsen på et større engagement, og efter en lidt turbulent periode i klubben endte hun med at overtage formandsposten.
Siden har hun brugt utallige timer på at skabe gode rammer for klubbens medlemmer. Særligt de yngste ryttere har en plads i hendes hjerte, og ifølge Danmarks Idrætsforbund (DIF) arbejder hun for at give børnene en tryg, sjov og lærerig start i ridesporten. Samtidig er hun altid klar med et smil, en hjælpende hånd eller en snak med både børn og forældre.
Et skulderklap for indsatsen
Nu er Lene Hell Jensens store frivillige engagement blevet anerkendt på nationalt plan. Hun er nemlig blandt de tre finalister til AL Sydbank og DIF's Årets Frivillig 2026, efter at hun først blev udvalgt blandt de ti nominerede.
For Lene betyder nomineringen meget.
– Det er et kæmpe skulderklap. Det viser jo, at der er nogen, som sætter pris på den tid og de kræfter, jeg investerer i klubben, fortæller hun.
Hun blev først ringet op med beskeden om, at hun var blandt de ti nominerede. Det var hun naturligvis stolt af, og hun ringede derfor til sine forældre for at dele nyheden. Her blev hun dog en smule overrasket over deres forholdsvis afdæmpede reaktion.
Det viste sig efterfølgende, at familien allerede kendte til den næste overraskelse: Lene var nemlig gået videre blandt de sidste tre, og DIF havde planlagt at overraske hende i rideklubben.
– Jeg så godt, at der holdt utrolig mange biler på TRK den dag, men det var slet ikke noget, jeg koblede med prisen. Så jeg blev meget overrasket og meget rørt, fortæller hun.
Frivilligheden giver meget igen
Selvom det frivillige arbejde kræver mange timer hver uge, er det langt fra kun klubben, der får noget ud af Lenes engagement. For hende har arbejdet også åbnet døren til nye fællesskaber og relationer.
Hun fortæller, at hun gennem sit engagement har fået et stort netværk både i Tinglev Rideklub og på tværs af Distrikt 8. Samtidig har frivilligheden givet hende gode oplevelser, socialt samvær og værdifuld læring, som hun også kan tage med sig videre i livet.
– Så selvom man bruger mange timer hver uge, så giver det igen i gode oplevelser, snakke og socialt samvær i klubben og på tværs i Distrikt 8. Der er meget læring i det at være frivillig, som man kan tage med sig videre i livet, så det kan kun anbefales, siger Lene.
Vinderen af AL Sydbank og DIF's Årets Frivillig 2026 bliver kåret den 9. januar 2027 ved gallashowet SPORT 2026, som sendes direkte på DR fra Jyske Bank Boxen i Herning.
Se Lene blive overrasket i videoen herunder: