Annika Knudsen Lorentsen
I denne uge afholdes der World Cup-stævne i Göteborg, Sverige, hvor der er World Cup på programmet både for spring- og dressurrytterne.
Der kommer danskere til start i begge discipliner ved Gothenburg Horse Show 2026, ligesom der også kommer danske dressurryttere til start i U25-klasserne.
Lars og Søren i springning
På springsiden, er der to danske springryttere, der skal ride i de 5-stjernede konkurrencer ved stævnet. Det drejer sig om Søren Møller Rohde, der har deltaget ved en lang række World Cup-stævner i sæsonen 2025/2026, og nu er han klar med hestene Evolution Ask DWB e. Zirocco Blue/Cheenook (opdr. Linus Camitz) og Grace Ask e. Darco/Contender til endnu et World Cup-stævne.
Den anden danske springrytter, der kommer til start, er Lars Bak Andersen, som medbringer hesten Leviathan HS e. Livello/Casall. Denne ekvipage kommer til stævnet med dugfrisk succes fra sidste uges stævne i Neumünster, hvor de blev nr. 9 i en 155 cm-klasse lørdag og nr. 6 i en 155 cm Grand Prix-klassen søndag.
Det bliver spændende at følge de to danske ryttere, der får hård konkurrence fra internationale topnavne som svenske Rolf-Göran Bengtsson og tyske Daniel Deusser.
Mange danske dressurryttere i Göteborg
Når der er World Cup i dressur på programmet i Göteborg fra fredag, bliver det med mange danskere til start. Tilmeldt i CDI-W er hele fire danske dressurryttere.
Det drejer sig om Sara Aagaard Hyrm med Atterupgaards Cooper e. Charmeur/I.P.S. Gribaldi (opdr. Atterupgaard), Cecilie Dybro Jensen med Zagori e. Blue Hors Zack/Sir Donnerhall II, Carina Cassøe Krüth med Heiline's Danciera e. Fürstenball/De Niro (opdr. Stald Heiline) og Anna Zibrandtsen med Quel Filoc e. Quaterback/Stedinger.
Der kommer desuden danskere til start i U25-dressurkonkurrencerne. Det gælder Ida Kirstine Bjørn, Carl-Christian Savola og Lea Andreassen Torabi.