Mange ryttere på mesterskabsbane

07-05-2016 15:33

Åben bane-arrangementet hos Absolute Horses på Tågerup blev en succes

Hestetransport efter hestetransport, hestetrailer efter hestetrailer rullede ind hos Absolute Horses, da der Kristi himmelfartsdag var chancen for at prøve den store springbane på Tågerup ved Kolding, som skal bruges ved DM i ridebanespringning fra 1 til 5. juni.

Til tider var der trængsel på banen. Og det var ikke kun deltagere i det kommende mesterskab, der tog turen til Tågerup. Mange benyttede lejligheden til at varme op til den kommende udendørssæson med bl.a. Odense Horse Festival de kommende to weekender.

Louise Stenvang fra Bogense er en af de ryttere, der stiller op til U21- mesterskabet på Tågerup, så hun havde medbragt begge de heste, hun skal ride på, nemlig Menton da Carma og Bruunholms Cadeau. Hendes træner, Ulrik Kjær, havde også sin datter Cecilie Kjær med. Hun er Children-rytter (børn op til 14 år, der rider hest i stedet for pony). Den aldersgruppe er ikke med til DM-stævnet i juni. Men hun skal til et stort Children-stævne i Østrig og ville derfor gerne pudse formen af.

En anden fynsk træner, Morten Augustinus, havde fyldt bilen med ryttere af hensyn til Odense-stævnet.

- Der er rigtig fine faciliteter her, så det er dejligt at de åbner banen. Det kan også være en sværhedsgrad for rytterne, at banen lige pludselig er så stor. Det kan være godt at få det prøvet af, siger han.

En del ryttere kom for at prøve den åbne vandgrav, som hestene kan være noget betænkelige ved at nærme sig.

Det er sjette år i træk, at brødrene Andreas og Christian Schou fra Absolute Horses byder velkommen til et DM-stævne. I år gælder det First dansk mesterskab for senior, Jyske Bank DRF-mesterskab for U21 (young rider) og Absolute Horses DRF-mesterskab for U18 (junior). Der lægges ud med opvarmningsklasser og kvalifikationsklasser den 1., 2. og 3. juni, mens der er finaler lørdag de 4. og søndag den 5. juni.

/Pressemeddelse.

Thomas Bach Jensen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Thomas Bach Jensen