My Vitality er blevet solgt

12-06-2025 10:08

Trine Askjær-Jørgensen

Den norske dressurrytter Cathrine Rasmussen har solgt sin stjernehest, Vitalis-helbroren My Vitality, som hun faldt pladask for, da han var tre år gammel. Efter tre år i Norge rykker den nu 8-årige hingst videre

Copyright Ridehesten.com
Cathrine Rasmussen og My Vitality til UVM i Ermelo. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Cathrine Rasmussen er et velkendt navn i ridesporten med sit ejerskab af nogle af dressurens bedste heste. Nu har avleren, hingsteholderen og Grand Prix-rytteren offentliggjort, at hun har solgt en af sine absolutte favoritter, nemlig My Vitality e. Vivaldi/ D-Day.

– Det er med et tungt hjerte, at jeg siger farvel til min "once in a lifetime horse", My Vitality. For fem år siden så jeg ham for første gang ved Helgstrand Dressage, da han var bare tre år gammel. Jeg vidste med det samme, at han bare måtte være min, skriver hun på Facebook.

Den nu 8-årige KWPN-hingst er opdrættet af den anerkendte hollandske Stal 104 BV og blev solgt til Helgstrand Dressage som ung. Han er helbror til Vitalis, og de to har tilsammen endnu en helbror, One Two Three, som også er avlet på KWPN-hoppen Tolivia.

Hos Helgstrand blev My Vitality uddannet med stor succes af spanske Eric Guardia Martinez. Parret kvalificerede sig med topkarakterer til Pavo og DRF's championatsfinaler i dressur for 4-års heste i 2021, hvor de red sig direkte ind på førstepladsen med ene af karakterer over 9.

Copyright Ridehesten.com
Vinder af Pavo og DRF's championatsfinale for 4-års dressurheste i 2021, My Vitality under Eric Guardia Martinez. Foto: Ridehesten.com/Annette Boe Østergaard

I 2023 startede Eric igen den nu 6-årige hingst ved Pavo og DRF's championatsfinaler, hvor det blev til en tredjeplads. Kort forinden havde han også gået UVM i dressur i hollandske Ermelo under Eric.

I mellemtiden havde Cathrine Rasmussen købt først halvdelen af hingsten som 3-års, og i 2022 købte hun den sidste halvdel, hvormed han kunne flytte hjem til hende i Kristiansand, Norge. I 2024, da My Vitality var syv, havde hun selv den udsøgte fornøjelse af at vise ham frem ved UVM i Ermelo.

Også i avlssammenhæng har My Vitality slået sit navn fast. Han blev fremstillet ved Dansk Varmblods Hingstekåring i Herning 2020 som 3-års, hvor han var præmiehingst. Ved efterårets 35-dages test sejrede han med samlet 902,5 point, og således blev han som 4-års færdigkåret ved hingstekåringen i 2021.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Han er registreret med 87 afkom herhjemme, og Cathrine Rasmussen har selv fået to hoppeføl efter ham i 2023, tre hingsteføl i 2022 og et hoppeføl i 2021.

My Vitality har desuden en DV-kåret hingst som søn, nemlig præmiehingsten fra i år Strandagergårds McCloud, der har Sezuan til morfar og er opdrætter af Jens Jørgen Abildskov.

Copyright Ridehesten.com
Cathrine Rasmussen og My Vitality til UVM i Ermelo. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

– Jeg er utrolig heldig at have haft chancen for at være en del af denne hests rejse imod stjernerne. Jeg ved nu, hvad det vil sige at træne og ride en Rolls Royce i hesteverdenen. Jeg ønsker de heldige, nye ejere alt det bedste. Jeg ved, de kommer til at give ham det bedste liv; et 5-stjernet hjem med en verdensklasse rytter, hvor han vil blive forkælet helt vildt, fortæller Cathrine og fortsætter:

– Tusind tak My Vitality for alle de gode rideture og hyggestunder. Du er en vaskeægte stjerne! Gå ud og gør dine nye ejere ligeså stolte, som du har gjort mig. Jeg kommer til at savne dig rigtig meget! Du vil altid være en højt værdsat del af mit liv – og være i mit hjerte.

Hvem køberen er vides endnu ikke, for de vil gerne selv have lov til at fortælle det, når de er klar.

Se Facebook-opslaget her:

 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner