Anna Pørtner
Lørdag den 2. maj blev den første udgave af Ridesportens dag afviklet rundt omkring i landet, hvor rideklubber under Dansk Ride Forbund åbnede dørene for lokalområdet med fokus på at skabe større synlighed om ridesporten og tiltrække nye medlemmer til klubberne og elevskolerne.
En af de deltagende klubber var Nykøbing Falster Rideklub, som benyttede dagen til at vise rideskolens aktiviteter og fællesskab frem for både børn, unge og voksne med interesse for sporten og selve klubben.
Ridesportens dag er et nyt landsdækkende initiativ fra Dansk Ride Forbund, som fremover vil blive afholdt hvert år den første lørdag i maj. Ideen bag dagen er at give rideklubberne mulighed for at invitere lokalområdet indenfor og præsentere de mange muligheder, der findes i ridesporten – både for nye ryttere og for tidligere ryttere, der måske ønsker at vende tilbage til sporten.
Hos Nykøbing Falster Rideklub var det især vigtigt at vise, hvad rideskolelivet indebærer, og at ridning er en sport for mange forskellige aldersgrupper.
– Grunden til, at vi som rideklub valgte at indgå i Ridesportens dag, var så vi kunne vise, hvad man laver i undervisningen i en rideskole, som er for alle alderskategorier. Her er både børn, unge og voksne, forklarer Nykøbing Falster Rideklub og tilføjer:
– Vi ville gerne give interesserede folk indblik i, hvad man lærer i rideklubben, samt mulighed for at prøve at sidde på en hest og få en træktur.
På dagen havde klubben arrangeret forskellige aktiviteter, hvor besøgende blandt andet kunne komme tættere på hestene og få en fornemmelse af miljøet i rideklubben. Derudover havde klubben også aktiviteter med kæpheste, så der også var tilbud til de yngre gæster, der måske ikke var klar på at prøve en hest.
Ifølge klubben handler ridesporten og livet på en rideskole nemlig om langt mere end selve ridningen:
– Ridning og samvær med hesten er en sport, der er sund for de fleste både fysisk og psykisk, og derfor vil vi gerne byde endnu flere velkommen, lyder det fra klubben.
Selvom Nykøbing Falster Rideklub var glade for at være en del af dagen, oplevede de dog ikke helt de fremmøde, de havde håbet på. Flere andre arrangementer i området samme weekend, kan have haft betydning for besøgstallet, forklarer de.
– Vi havde ikke det store besøg, da der var rigtig mange konfirmationer denne weekend, og så havde vi et stort lokalt marked med dame-/herrefrokost, som tiltrak et stort publikum fra landsdelen, fortæller klubben.
Trods det ser Ridesportens dag ud til at være et initiativ med potentiale til at skabe mere opmærksomhed blandt rideklubberne og det fællesskab, sporten tilbyder. Efter arrangementet takkede Dansk Ride Forbund de deltagende klubber og frivillige for indsatsen og håber, at endnu flere klubber vil deltage næste år.