Thomas Bach Jensen
I næsten fire timer har samtlige af kåringens dressurhingste optaget Dansk Hesteforsikring Arena, hvor Dansk Varmblods avlsledelse for dressurheste bestående af Vicky Nortvig, Bjarne Nielsen, Johnny Søresen og Rune Willum Hansen har besigtiget de i alt 49 dressurhingste ved fremstillingen på fast bund.
Hingstene vises for hånd og skridter ind og stilles op foran dommerne, der vurderer hingstenes eksteriør i sideprofil. De ser ligeledes hingstene i skridt både forfra og bagfra og får dermed god mulighed for at vurdere lemmernes korrekthed. Efter eksteriørvurderingen traver hingstene en omgang i hallen, og for ca. hver ottende hingst vil de blive vist holdvis i skridt på ring.
Dommerne er i dag blevet præsenteret for 30 3-års hingste i Hold I, mens Hold II består af i alt 14 hingste, der har aflagt brugsprøve, heraf 12 4-års og to på 5 år. For hingstene i Hold I venter der fredag longering og søndag løsvisning, inden dommerne afsiger resultat af kåringen.
De 12 hingste i Hold II fremvises i eftermiddag under rytter i KRAFFT Arena M, hvorefter de kan færdigkåres, og dommerne vil udpege årets fløjhingst samt holdets bedste DV-registrerede hingst med godkendt afprøvning. Denne kan tildeles Aage Ravns vandrepokal og kan ligeledes tildeles opdrættermedalje i bronze, sølv eller guld. Holdet af 5-års og ældre hingste består i år af to 5-års, en 6-års og to 8-årige hingste, som vil blive fremvist i eftermiddag, hvor den endelige kårings afsigelse sker ligeledes i KRAFFT Arena M.
Fremvisningen på fast bund er det første egentlige programpunkt i hingstekåringsforløbet, og her kan dommere såvel som publikum danne sig det første indtryk af årets kollektion af unghingste. Avlsledelsens talsmand Vicky Nortvig fortæller:
– Vi har glædet os til at gense hingstene, for vi havde store forventninger til dem, og det er gået rigtig godt med femvisningerne i dag. Vi er positive og glæder os rigtig meget til at se dem i funktion.
Samtlige dressurhingste på fast bund.