Annika Knudsen Lorentsen
Det årlige, internationale dressurstævne, Aalborg Dressage Event løber af i denne uge. Stævnet er blevet en forårstradition for danske og internationale dressurryttere, der igen i år har fundet vejen til Sportsrideklubben Aalborg på Finstrupgaard, for at konkurrere ved det internationale stævne.
Kigger man ned over deltagerlisten, finder man ryttere fra mange forskellige nationer. Intet mindre end 13 nationer er tilmeldt stævnet, og det er nationer fra hele verden. Der kommer ryttere fra både Kina og USA, hvilket vidner om, at det er et meget internationalt stævne.
De deltagende nationer er Australien, Indien, Storbritannien, Kina, Norge, Tyskland, Taiwan, Canada, USA, Finland, Sverige, Italien og så selvfølgelig Danmark, som dog er det land, der er flest ryttere fra.
Blandt de danske ryttere er der både meget erfarne ryttere og mindre erfarne ryttere, såvel som paradressurryttere. Blandt de danske ryttere er Anna Zibrandtsen, Andreas Helgstrand og Carina Cassøe Krüth, der alle har repræsenteret det danske seniorlandshold flere gange, og dermed kommer til stævnet som nogle af de mere erfarne ryttere. Der er også en olympisk mester til start ved stævnet i form af danske Tobias Thorning Jørgensen, der jo har et utal af internationale mesterskabsmedaljer på CV'et.
Der er altså rig mulighed for at overvære international sport på flere niveauer, hvis man ligger vejen forbi Aalborg i denne uge.
Stævnets konkurrencer starter i morgen i løber frem til og med søndag. Torsdagen byder blandt andet på den 3-stjernede Grand Prix, mens Grand Prix Special finder sted fredag og Grand Prix kür lørdag. Alle dage er der ligeledes ungdomskonkurrencer på programmet, mens der torsdag, fredag og lørdag er konkurrencer for pararytterne.