Ny dopingskandale i ridesporten

13-04-2017 12:25

Nu har også en dopingskandale ramt dressur og springrytterne, heriblandt en tidligere OL-deltager. Flere ryttere er nemlig blevet suspenderet efter deres heste er testet positive for doping under konkurrencer i Wellington og internationale konkurrencer i Europa

Copyright Ridehesten.com
Nyheden fortsætter efter annoncen

Adskillige spring-og dressurryttere er blevet suspenderet efter deres heste er testet positive for doping i februar og marts måned under internationale konkurrencer i Wellington og flere steder i Europa.

Når man snakker doping, så sondrer man mellem totalt forbudte stoffer( Banned substances) og medicin i forbindelse med behandling (Controlled Medication Substances). Hos alle de involverede ryttere og heste er der tale om "forbudte stoffer", dvs. stoffer der aldrig må findes i heste, i modsætning til medicin i forbindelse med behandling, der ikke må findes i hesten krop på konkurrence tidspunktet.

Hest og rytter er nu suspenderet

De ansvarlige ryttere er nu suspenderet, imens FEI træffer en afgørelse i sagen. Hestene er midlertidig suspenderet i to måneder.

Det drejer sig om den amerikanske springrytter Paige Johnson og hesten Luke Skywalker, der er testet positiv for pramoxine under et CSI2*-stævne i Wellington. Også to dressurrytteres heste er testet positive under stævnet i Wellington, nemlig den amerikanske dressurrytter Adrienne Lyle, der var med på det amerikanske OL-hold i 2012, og hesten Horizon. Den amerikanske U-25 rytter Kaitlin Blythe og Don Principe blev ligeledes testet positive under stævnet i Wellington. Begge heste er testet positive for ractopamin.

I Europa var det den italienske rytter Giacomo Bassi med hesten Cenerado, der blev positiv testet for henholdsvis Stanozolol og Ketoprofen under et internationalt  CSI3*-stævne i Italien samt den brasilianske springrytter Marlon Modolo Zanotelli og hesten Sirene de la Motte, der blev testet positiv for sparteine under et stævne i Portugal, CSI3* Vilamoura. En enkelt distancerytter, Victoria Goñi og hesten El Mate er også testet positive.

Nyheden fortsætter efter annoncen

 

Kan det skyldes forurenet foder?

Ikke alle heste er testet positive for det samme forbudte stof, men ifølge Eurodressage.com er de to amerikanske dressurryttere, Adrienne Lyle og Kaitlin Blythe i gang med at undersøge om fundet af ractopamin i deres heste, kan skyldes hestenes foder. Det er nemlig sådan, at amerikanske foderproducenter tilføjer det muskelopbyggende stof ractopamin i foder til svin og kvæg, og rytterne vil nu undersøge om det også kan være havnet i hestenes foder ved et uheld.
Rytterne har indtil nu ikke villet afsløre, hvilket fodermærke, de har brugt til deres heste.

- Jeg er fuldstændig ødelagt efter nyheden om, at Horizon er testet positiv for doping, lyder det fra Adrienne Lyle. Alle, der kender mig, ved at jeg aldrig vil lade forbudte stoffer komme i nærheden af vores heste. Det er et stort chock, og det giver ingen mening for mig. Jeg støtter FEIs dopingpolitik, og jeg er så forsigtig med alt, hvad jeg giver mine heste. Vi vil gøre alt i vores magt for at finde ud af, hvordan dette er sket, slutter Adrienne Lyle i en kommentar til eurodressage.com

Er du i tvivl om dopingreglerne, så læs mere HER

/FEI

Annika Knudsen Lorentsen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Annika Knudsen Lorentsen