OL-rytter udelukket for doping

12-02-2025 18:11

Den canadiske springrytter Eric Lamaze, der har vundet flere OL-medaljer, er netop blevet idømt endnu en fireårig udelukkelse fra ridesporten efter et brud på dopingreglerne

Copyright Ridehesten.com
Eric Lamaze er frem til 2031 suspenderet fra ridesporten. Foto: Ridehesten.com/Britt Carlsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Canadiske Eric Lamaze vandt i 2008 holdsølv og individuelt guld i springning til OL i BeijingHickstead e. Hamlet/ Nimmerdor. Otte år senere til OL i Rio de Janeiro tog han efter en nervepirrende omspringning en individuel bronzemedalje på den relativt uerfarne hannoveranerhoppe Fine Lady e. Forsyth/ Drosselklang II.

Siden da er det dog gået ned af bakke for den 56-årige springrytter. Efter at have unddraget sig en dopingkontrol i Holland i 2021 modtog Lamaze en formel meddelelse om disciplinær anklage fra FEI for at have begået en overtrædelse af antidopingreglerne i overensstemmelse med artikel 2.3, som handler om undgåelse eller nægtelse af deltagelse i en dopingkontrol.

Copyright Ridehesten.com
Den canadiske springrytter vandt OL-bronze i 2016 på Fine Lady, som han ses på her. Foto: Ridehesten.com/Britt Carlsen

Mens sagen stod på, indsendte Lamaze forfalskede medicinske dokumenter, hvilket resulterede i, at FEI i 2023 idømte Lamaze fire års suspension, varende frem til 11. september 2027. 

Nyheden fortsætter efter annoncen

Nu har også Den Internationale Sportsdomstol (CAS) behandlet sagen, og deres dom lyder på yderligere fire års suspension fra ridesporten for Lamaze. Det betyder altså, at denne udelukkelse først begynder den 12. september 2027 og dermed slutter den 11. september 2031

Lamaze er desuden blevet idømt en bøde på 15.000 schweizerfranc, svarende til næsten 120.000 danske kroner. Derudover skal han betale 12.000 schweizerfranc for sagsomkostningerne til FEI, ligesom han også skal betale de yderligere omkostninger ifm. sagen. Ikke mindst vil alle opnåede resultater fra 5. juni 2021 til 30. marts 2022 blive slettet.

Eric Lamaze pensionerede sig officielt fra springsporten i 2022, hvorfor suspensionen ikke påvirker ham ift. stævnedeltagelse. Efter sin pension blev han udnævnt til holdleder og teknisk rådgiver for det canadiske landshold i springning, men allerede i februar 2023 blev han udskiftet med Ian Millar.

Kilde: FEI og CBC

Trine Askjær-Jørgensen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen