Nyt magasin ude nu: Januar 2026

01-01-2026 10:01

Trine Askjær-Jørgensen

En ny måned er lig med et nyt Ridehesten-magasin, og vi har som altid knoklet for at lave masser af spændende indhold om dressur, springning, avl, fagligt m.m. Med indgangen af et nyt år er januar-bladet nu på gaden. Se her, hvad det indeholder

Copyright Ridehesten.com
For konkurrencerytter Laura Thomey betyder hverdagen og samværet med hendes springheste mere end stævnerne. Foto: Ridehesten.com/Annika Knudsen Lorentsen

Endnu engang har vi planlagt, produceret og trykt et Ridehesten-magasin, som byder på læsning indenfor forskellige emner af heste og ridesport. Denne gang er turen kommet til januar 2026, som du nu kan finde på vores webshop.

Hestene er mit frirum
Forsiden prydes af den unge springrytter Laura Thomey, der lever og ånder for hestene, som hun konkurrerer på højt niveau med i springning sideløbende med, at hun går i 3.g på Rødkilde Gymnasium i Vejle.

18-årige Laura fortæller blandt andet om sin opvækst med heste, om overgangen til at ride mod voksne ryttere, en hverdag med faste rutiner og heste samt indendørs DM i springning på Riders Cup, hvor hun med en flot sejr for nyligt havde et af de største øjeblikke i sin ridekarriere.

Hun understreger, hvor vigtig en del af hendes liv hestene er. Noget, mange af os uden tvivl kan spejle os i. Der er noget nærmest magisk over samværet med heste, som fanger os.

– Hver gang, jeg har fri fra skole, tager jeg i stalden, eller hvis jeg bare har lidt tid til overs, så bruger jeg den med hestene. Hestene er mit frirum, og jeg kan godt lide at bruge tid i stalden. Jeg synes, det er hyggeligt, og hvis jeg er ked af det, er det også hestene, jeg går til. Hestene er mit safe space, siger Laura.

Copyright Ridehesten.com
Foto: Adobe Stock

Er ICSI-føl sunde og raske?
I det nye magasin bringer vi også en undersøgelse udført af Emma Lorenzen og Jannie Spanner fra VetEmbryo, som giver ny viden om ICSI-føls sundhedsstatus.

De to dyrlæger har nemlig indsamlet data om ICSI-føl, der er lavet af VetEmbryo i perioden fra 2019 til 2024. Formålet var at undersøge, om føl undfanget vha. OPU og ICSI havde øget risiko for sygdom – eller i værste tilfælde at dø – indenfor de første 30 levedøgn. Derudover undersøgte de, om OPU- og ICSI-teknikkerne påvirkede drægtighedslængden, fordelingen af hingste- og hoppeføl, risikoen for komplikationer ved foling og risikoen for tilbageholdt efterbyrd. Svarene på det kan du blive klogere på i artiklen.

Copyright Ridehesten.com
Foto: Adobe Stock

Blodbehandling kan lindre kløe
Vi bringer også en spændende artikel om sommereksem, og så tænker du måske: Hvorfor skal du forholde dig til det midt om vinteren? Det skal du, fordi det er, inden hesten får symptomer, at behandlingen skal startes op.

Dyrlæge Niels Tellerup ved Hesteklinik Herning har de seneste 15 år behandlet utallige heste med det, der kaldes IRAP. En form for biologisk blodbehandling, der benytter kroppens egen evne til at reparere sig selv. Det har han haft rigtig god effekt af hos heste med nedsat præstation, luftvejslidelser mv., og da det så viste sig, at mange af disse heste, der samtidig led af sommereksem, så en bedring i denne plagsomme sygdom, opstod ideen om at afprøve, hvorvidt IRAP også kan afhjælpe sommereksem. Derfor har man i 2025 gennemført et pilotstudie på ti heste, som du kan læse resultaterne af i magasinet Ridehesten januar 2026.

Copyright Ridehesten.com

Magasinet byder selvfølgelig på meget mere indhold end dét – du kan bl.a. læse om følgende:

  • Sophies hesteeventyr
  • Hingstekåring i udlandet – Hannoveraner
  • Hingstekåring i udlandet – Trakehner
  • Hingstekåring i udlandet – Westfaler
  • Kunstig intelligens og hestevelfærd
  • Formandens beretning for 2025
  • Dansk Varmblods Hingstekåring 2026
  • Min favoritøvelse: Morten Bennetsen
  • Bedækningstal i Dansk Varmblod 2025

Foruden ovennævnte finder du meget andet spændende læsestof i magasinet, der som altid byder på mange, flotte billeder som et supplement til teksterne i de mange artikler.

På vores webshop finder du altid de seneste 12 magasiner, og her kan du også bestille januar-magasinet, så du kan få det leveret hurtigst muligt.

Du kan også tegne abonnementer af forskellige varigheder – fysiske som digitale – så du får magasinet leveret hver eneste måned og dermed holder dig opdateret på den nyeste viden fra hesteverdenen.

Du kan selvfølgelig også læse magasinet online, hvis du tegner et abonnement.

Trine Askjær-Jørgensen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen