Nyt magasin ude nu: Maj 2026

06-05-2026 09:09

Trine Askjær-Jørgensen

En ny måned er lig med et nyt Ridehesten-magasin, og vi har som altid knoklet for at lave masser af spændende indhold om dressur, springning, avl, fagligt m.m. Se hvad maj-magasinet indeholder her

Copyright Ridehesten.com

Endnu engang har vi planlagt, produceret og trykt et Ridehesten-magasin, som byder på inspirerende og faglig læsning indenfor forskellige emner af heste og ridesport. Denne gang er turen kommet til maj 2026, og bladet kan nu findes på vores webshop.

Magasinet kan fås både i løssalg og med abonnement. For dem med abonnement omdeles det den 6.-7. maj. Modtager du mod forventning ikke dit blad, kan du se her, hvordan du reklamerer.

Jan Pedersen takker af efter 32 år
Maj-forsiden prydes selvfølgelig af ingen ringere end Dansk Varmblods formand igennem 32 år, Jan Pedersen, som netop er gået af. Efter 32 år på formandsposten og uendeligt mange store oplevelser med avl og sport har han givet stafetten videre til den nyvalgte formand Mogens Pedersen.

Inde i bladet kan du selvfølgelig læse alt om årets repræsentantskabsmøde i Dansk Varmblod, hvor vi også bringer et stort portræt af Årets avler, Agnete Holmsted, der står bag Søbakkehus og de utalligt mange gode heste fra stutteriet. Hun modtog nemlig titlen på mødet, ligesom der også blev uddelt æresemblemer, fortjenstmedaljer og konkurrencemedaljer til en lang række avlere, som har repræsenteret forbundet på flotteste vis igennem deres indsatser og opdræt.

Copyright Ridehesten.com
Sille Engermann med Touchdown. Foto: Ridehesten.com/Maria L. Mortensen

Sporten der blev til en hobby
For nogle år siden var Sille Engermann en af de største stjerner i dansk ungdomsdressur med mange medaljer i bagagen. Hun har vundet utallige DM-, NM- og EM-medaljer som pony-, junior-, ung- og U25-rytter.

Vi har taget en snak med den 27-årige kvinde, som valgte en anden vej end den, mange nok forventede. Sille lever nu et almindeligt liv med job og en enkelt hest og har fundet rideglæden i noget andet.

Efter altid at have haft træner på har hun nu ingen træner haft i flere år, men har selv uddannet sin hest hele vejen til Grand Prix. Det med at starte stævner og udvikle sig er dog noget helt andet nu, hvor Sille egentlig mest bare har hest for at hygge sig og have indhold i hverdagen, som fylder hende med glæde og energi.

– Nogle gange er det okay ikke at have et kæmpe behov for at blive bedre. Vi skal bare have det sjovt og godt, siger Sille.

Tot, som hun kalder sin 15-årige dansk varmblodsvallak Touchdown e. Blue Hors Touch Me/Bernstein (opdr. Bent Knudsen), var måske ikke kærlighed ved første blik, men han er alligevel endt med at kravle langt ind under huden på hende og bliver nu betragtet som en del af familien – og ride vil hun stadig gerne, selvom det ikke er på samme niveau som tidligere. For det er en vigtig del af hende.

Copyright Ridehesten.com
Foto: Ridehesten.com/Nicklas Stilling Sandahl

Har du styr på Traces?
Af faglige artikler finder du i indeværende blad bl.a. to om Traces. Det kan nemlig godt være lidt en jungle at finde rundt i, hvornår du skal bruge hvad, og hvorfor og hvordan.

Skal du flytte din hest til udlandet for eksempel til stævne, er det vigtigt at have styr på relevante dokumenter i god tid. For nogle år siden blev reglerne for flytning af heste over grænser nemlig ændret således, at alle heste skal ledsages af et dyresundhedscertifikat kaldet Traces, når de flyttes til øvrige EU-medlemslande eller samhandelslande. Derfor har vi med hjælp fra Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri samlet den vigtigste viden om Traces til heste

Malene Munk fra Euro Hingste Sæd gør dig også klogere på Traces ved sædbestilling, for det kræver nemlig planlægning. Overvejer du at anvende en hingst i udlandet til din hoppe, så er det en god ide at kontrollere, om modtageradressens CHR-nummer er verificeret i Traces-systemet. Det er en af de udfordringer, Malene som sædformidler oplever, at folk render ind i.

Copyright Ridehesten.com

Magasinet byder selvfølgelig på meget mere indhold end dét – du kan bl.a. læse om følgende:

  • Betina Møller og Lasse Bendixen
  • Dansk Varmblods dommerkonference
  • Zenta Vinther
  • Dansk Varmblods efterkåring
  • Mette Kaufmann
  • DRF’s repræsentantskabsmøde
  • Flokadfærd: Integration af ny hest
  • Der var engang: DV's repræsentantskabsmøde i 1991

Foruden ovennævnte finder du meget andet spændende læsestof i magasinet, der som altid byder på mange, flotte billeder som et supplement til teksterne i de mange artikler.

På vores webshop finder du altid de seneste 12 magasiner, og her kan du også bestille maj-magasinet, så du kan få det leveret hurtigst muligt.

Du kan også tegne abonnementer af forskellige varigheder – fysiske som digitale – så du får magasinet leveret hver eneste måned og dermed holder dig opdateret på den nyeste viden fra hesteverdenen.

Du kan selvfølgelig også læse magasinet online, hvis du tegner et abonnement.

Thomas Bach Jensen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Thomas Bach Jensen