Anna Pørtner
Udendørssæsonen er i fuld gang, og det betyder, at en af Danmarks mest populære stævnepladser igen slår dørene op for hundredevis af heste og deres ryttere. Allerede fra i morgen, tirsdag, begynder hestene at rulle ind på Bækgaarden i Nørre Vissing, hvor der i denne uge afvikles AB Rideudstyr Bækgaarden Horse Festival.
Som bekendt afvikles stævnet i år i et lidt andet format end tidligere, og derfor har arrangørerne delt de to uger op mellem heste og ponyer. Det betyder, at det i uge 26 er hesterytterne, der indtager stævnepladsen fra onsdag til søndag, mens ponyrytterne ankommer i uge 27, hvor de skal give den gas på den smukke arena.
Selvom Bækgaarden Horse Festival i år bliver med et smule andet format end kendt fra tidligere år, har det ikke skræmt deltagerne væk. Da tilmeldingen åbnede tidligere på foråret, blev stævnet nemlig udsolgt på rekordtid - inden tre timer var alt udsolgt. AB Rideudstyr Bækgaarden Pony Festival blev udsolgt på blot 33 minutter. Begge stævner har siden haft ventelister med håbefulde ryttere, der stadig ønsker at få en plads på startlisten.
I denne uge er det altså hestene, der indtager den smukke stævneplads og den populære Walber Ebbe-Flod-arena, hvor rytterne skal dyste i springklasser fra LB1* og helt op til S1*. I MA/S-touren er der intet mindre end vanvittige ærespræmier på spil. I fredagens MA2** tager vinderen nemlig derfra med et Longines ur til en værdi af 20.650 kr., mens lørdagens vinder af S1* kan glæde sig over en sadel fra A Bit More til en værdi af 40.000 kr. Der er med andre ord nok at ride om, når rytterne indtager banen de kommende dage.
I morgen, tirsdag, begynder rytterne at melde sin ankomst fra middagstid, og allerede onsdag morgen klokken 07.00 rider første rytter på banen i AB Rideudstyr LB1*, og resten af ugen står den ligeledes på springning fra morgen til aften.
Selvom der i år ikke afvikles den populære derby-klasse eller den 150 cm høje Grand Prix, har arrangørerne skabt en plan for stævnet, der stadig rummer alt det, som gør Bækgaarden til noget helt særligt. Flot sport, hyggelige omgivelser, spændende stande og ikke mindst den gode stemning, som mange ryttere og familier vender tilbage til år efter år.
Med hundredevis af ekvipager klar til start er der lagt op til en helt fantastisk uge med springning i topklasse. Første skridt tages allerede i morgen, når hestene flytter ind i staldene og sætter gang i endnu en mindeværdig sommer på Bækgaarden.