Oplev Cathrine Laudrup-Dufour og Cassidy sammen for sidste gang

20-07-2022 15:42

Annika Knudsen Lorentsen

Under FEI World Championships Herning 2022 rider Cathrine Laudrup-Dufour på banen for sidste gang med 19-årige Atterupgaards Cassidy. Den røde vallak kickstartede hendes imponerende, internationale karriere, og nu er en æra slut. Cassidy pensioneres fra sporten under et stemningsfuldt show mandag aften den 8. august under det firedobbelte VM i Herning

Copyright Ridehesten.com
Cathrine Dufour og Atterupgaards Cassidy. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Cathrine Laudrup-Dufours forældre Mona og Peter Dufour købte den røde vallak Atterupgaards Cassidy til Cathrine, da hun var 17 år. Cassidy var bare 6 år, og de to har dannet par i international dressursport lige siden. Talrige medaljer og prestigefyldte sejre er resultatet af det partnerskab. Under Herning2022 siger vi farvel til Atterupgaards Cassidy, da han forlader den internationale topsport som 19-årig. Cassidy er stadig i form og kommer til at elske at optræde sammen med Cathrine Laudrup-Dufour endnu en gang foran publikum.

– Det bliver meget følelsesladet for mig, og jeg kan ikke helt forstå, at det bliver min sidste tur på Cassidy foran et entusiastisk publikum – som han elsker. Jeg håber, han får det farvel, han fortjener, siger Cathrine Laudrup-Dufour,.

Fakta
Om Cathrine Dufour

30 år, født 2. januar

Priser:

Classic Style Award ved EM for juniorer i 2010
Bestsellers Olympiske Håb 2016
Olympisk scholarship 2017
Nomineret til Årets sportsnavn 2017

Bare at tale om afskeden under VM i Herning bringer tårerne frem i øjnene på Cathrine. Cassidy er hendes ”hjertes hest”, som hun kalder ham.

Copyright Ridehesten.com
Cathrine og Cassidy ved World Cup Herning 2021. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

En international sensation
Sammen med Cassidy vandt hun 11 EM-medaljer som junior- og ungrytter, inden ekvipagen fik sin internationale seniordebut i efteråret 2015. Cathrine og Cassidy blev udtaget til OL i Rio i 2016, mindre end et år efter deres internationale Grand Prix-debut. De sluttede på en 13. plads ved 2016-legene.

Året efter blev Cathrine og Cassidy en international sensation, da de stod ved siden af tyske Isabell Werth og Sonke Rothenberger på EM-podiet efter at have vundet dobbelt individuel bronze og holdsølv til Danmark.

Fakta
Om Atterupgaards Cassidy

19 år – født 24. april

Vallak e. Caprimond/Donnerhall (opdr. Atterupgaard)

Hun og Cassidy var blandt favoritterne til podiet forud for World Equestrian Games i 2018, men var ikke i stand til at rejse til USA, da Cassidy blev skadet på folden. Parret var tilbage på toppen i 2019 og scorede sejre ved Herning CDI5* og Aachen CDI4*, før de tog individuel bronze i Grand Prix Special ved EM i Rotterdam.

Copyright Ridehesten.com
Cathrine og Cassidy ved EM for ungryttere i 2011. Foto: Ridehesten.com/Annette Boe Østergaard

Fans i hele verden
En enestående rejse vil nå sin afslutning for Cassidy og Cathrine ved verdensmesterskaberne i Herning. Sammen har de oplevet usædvanlige øjeblikke. De har en stor og entusiastisk fanskare, som rækker langt ud over Danmarks grænser, på grund af den lethed, elegance og harmoni de to udstråler på banen. 

Publikum og Herning2022 siger farvel på et tidspunkt, hvor Cassidy fortsat er i træning, fit og glad.

Han skal ikke længere præstere i rampelyset ved mesterskaber og internationale stævner. Det bliver et følelsesladet og tårevædet farvel. Og det bliver en helt særlig oplevelse at se Cathrine og Cassidy på banen sammen for sidste gang. Det sker mandag den 8. august umiddelbart efter medaljeceremonien i verdensmesterskaberne i Grand Prix Special.

Herefter skal Cassidy hjem på ridecenteret i Fredensborg hos Cathrine og Rasmine Laudrup-Dufour, for at nyde sit otium på folden og i sin sædvanlige boks.

Fakta
Cathrines største resultater på Atterupgaards Cassidy:

2010:

To gange EM-sølv for juniorer samt holdbronze

2011:

Individuelt EM-sølv og -bronze for ungryttere samt holdsølv
Dansk Mester for ungryttere

2012            

To gange EM-guld for ungryttere samt holdsølv
Dansk Mester for ungryttere

2013

To gange EM-guld for ungryttere

2015

Dansk Mester U25

2016

Individuel 13. plads ved OL i Rio
Dansk Mester

2017             

To gange EM-bronze for seniorer samt holdsølv
Dansk Mester  
Vinder af FEI World Cup i Herning

2018            

CDI-W Göteborg nr. 1
Dansk Mester

2019            

EM-bronze i freestyle i Rotterdam
Saab top-ti Stockholm nr. 1

2020           

CDI-W Göteborg nr. 1
Dansk Mester

2021            

CDI-W Herning nr. 1
Dansk Mester

Fold up
Copyright Ridehesten.com
Cathrine og Cassidy ved DM i 2020. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen
Trine Askjær-Jørgensen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen