Præmiehingst til Annabella Pidgley

22-05-2024 22:03

Fifty-Fifty er flyttet ind i stalden hos den engelske ungrytter Annabella Pidgley. Hingsten kommer fra Helgstrand Dressage og er blevet redet af Mette Sejbjerg Jensen

Copyright Ridehesten.com
Fifty-Fifty er netop blevet solgt fra Helgstrand til engelske Annabella Pidgley. Hingsten ses her til hingsteshow på hingstestationen sidste år, redet af sin faste rytter Mette Sejbjerg Jensen. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Annabella Pidgley, der især kendes i Danmark for sit samarbejde med Cathrine Dufour, har stalden fuld af gode heste. Her kan bl.a. nævnes Dufours VM-hest Vamos Amigos e. Vitalis/ Blue Hors Hotline samt Dujardins tidligere stjerne Gio e. Apache/ Tango. Nu kan den 20-årige Annabella føje endnu en kvalitetshest til samlingen med den 5-årige Fifty-Fifty e. Fürst Toto/ Royal Classic. 

Fifty-Fifty er præmiehingst i Dansk Varmblod og blev færdigkåret sidste år med fine bedømmelser. Den røde hingst har desuden avlsgodkendelse i bl.a. Hannoveraner-, Holsteiner,- Oldenburger- og Westfallenavlsforbundene - og så er alle avlsforbund ikke engang nævnt. Hingsten har 15 registrede afkom i det danske Hestedata; allesammen født sidste år som naturligvis var første følårgang for den unge Fifty-Fifty. 

Copyright Ridehesten.com
Annabella Pidgley konkurrer på trods af sine kun 20 år allerede på internationalt senior niveau. Her ses hun med Vamos Amigos. Foto: Ridehesten.com/Maria Lerche Mortensen

Imponerende championatskarakterer
Fifty-Fifty stod før salget hos Helgstrand Dressage og blev redet af berider Mette Sejbjerg Jensen, som bl.a. startede ham i PAVO og DRF unghestechampionatet for 4-års heste sidste efterår. Her vandt ekvipagen mellemrunden i Grindsted med hele 10 i både trav- og ridelighedskarakter. Til finalen på Blue Hors blev det til en samlet 7. plads.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Skal vi byde sammen?
Fifty-Fifty blev ejet i fællesskab mellem Paul Schockemöhle og Andreas Helgstrand. Da hingsten var yngre, var den på auktion i Tyskland, hvor begge hestehandlere bød på den. Budkrigen fortsatte, og derfor indgik de to herrer en aftale om at byde sammen, hvormed de erhvervede sig hingsten i fællesskab. De blev enige om, at det eneste passende navn dermed måtte være Fifty-Fifty.

Se Annabellas opslag på Instagram, hvor hun byder Fifty-Fifty velkommen:

Anna Pørtner

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner