Rehoff 6'er i 155 cm i Doha

31-01-2026 09:07

Annika Knudsen Lorentsen

I går blev det til tre ud af tre mulige danske placeringer til Caroline Rehoff Pedersen og Rikke Belinda Barker i Doha. Caroline fortæller, at hun er meget glad for resultaterne 

Copyright Ridehesten.com
Caroline og Chaccball i Doha. Foto: Privat
Nyheden fortsætter efter annoncen

To danske ryttere er draget til Qatar for at ride stævner i landets hovedstad her i vintermånederne. I sidste uge havde de en hvileuge fra stævnerne, men i denne uge er de igen i fuld gang med konkurrencerne. 

I går var en særdeles succesfuld dag set med danske briller, da de Caroline Rehoff Pedersen og Rikke Belinda Barker blev placeret i alle deres starter.

Først red de begge fejlfrit i en 3-stjernet 145 cm-klasse, som var pointgivende til verdensranglisten. Her var der 59 ekvipager til start, og de danske ryttere blev begge placeret. Caroline sikrede sig 13. pladsen i sadlen på Menconvio PS e. Messenger/Con Air, mens Rikke tog 14. pladsen i sadlen på Empire SBK Z e. Elvis Ter Putte/Quintero Z.

Senere på dagen i går var det tid for den 5-stjernede 155 cm-klasse, som ligeledes var pointgivende til verdensranglisten. 155 cm-klassen var gårsdagens højeste og sværeste konkurrence, hvor der var 29 ekvipager til start. 

Copyright Ridehesten.com
Carolines forældre er også taget en tur til Doha for at støtte deres datter. Foto: Privat
Nyheden fortsætter efter annoncen

Her leverede Caroline en flot fejlfri runde i hovedrunden, som sikrede hende en plads i omspringningen, hvor i alt 12 ekvipager var til start. Her leverede Caroline endnu en fejlfri runde i sadlen på Chaccball e. Chacco-Blue/Baloubet du Rouet og de sluttede på en flot sjetteplads. Klassen blev vundet af amerikanske Kristen Vanderveen, mens de ryttere, der ligeledes placerede sig foran Caroline var topnavne som schweiziske Nadja Peter Steiner, brasilianske Marlon Modolo Zanotelli, tyske Janne F. Meyer-Zimmermann og britiske Harry Charles.

Jeg er meget glad for placeringen og turene på Chaccball i den store klasse i går aftes. Og endnu sjovere at levere sådan et resultat med min træner Lars ved min side. Han er fløjet herned for at hjælpe mig denne uge. Jeg er virkelig imponeret over hvordan Chaccball har blomstret hernede og leveret det ene topresultat efter det andet på så højt niveau. Generelt det sidste halve år har været rigtig sjovt med ham. Vi er virkelig blevet et stærk team og jeg og jeg nyder hver eneste runde på ham. Min hingst Menconvio er også til start denne uge og han sprang fantastisk og var placeret i rankingklassen i går, fortæller Caroline, som altså har glæde af Lars Bak Andersens hjælp i Doha denne uge.

I dag skal Caroline til start i den 3-stjernede Grand Prix 150 cm med Menconvio PS, mens hun skal ride den 5-stjernede 160 cm Grand Prix med Polonis L e. Le Blue Diamond v't Ruytershof/Andiamo. Rikke kommer også til start i den 3-stjernede Grand Prix. Her skal hun ride hesten Tabalou PS e. Taloubet Z/Balou du Rouet. Rikke skal desuden ride en 140 cm-klasse med Empire SBK Z. 

Følg stævnets start- og resultatlister her. 

Annika Knudsen Lorentsen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Annika Knudsen Lorentsen