Rehoff: Det er en kæmpe oplevelse

30-10-2023 18:22

Annika Knudsen Lorentsen

I denne uge rider Caroline Rehoff Pedersen sit tredje World Cup-stævne i denne sæson og det fjerde i år, og hun fortæller, at det er noget helt særligt, og at hun er taknemmelig for muligheden, som i høj grad skyldes teamet bag hende

Copyright Ridehesten.com
Caroline Rehoff Pedersen med Chaccieny ved Nations Cup i Rotterdam tidligere i år. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

22-årige Caroline Rehoff Pedersen fra Viborg har haft et fantastisk 2023 i sporten, hvor hun har været afsted til mange store stævner. Hun har indtil videre redet tre World Cup-stævner i år, 5-stjernet Nations Cup og blevet 2'er ved Hamborg Springderby. 

I denne uge tager hun turen til Lyon i Frankrig, hvor hun skal ride sit fjerde World Cup-stævne i karrieren. For tre uger siden var hun til World Cup-stævne i Oslo og for to uger siden var hun i Helsinki. 

– Jeg har været så heldig, at jeg skal ride mit fjerde World Cup-stævne i år i denne uge. Jeg red mit første World Cup-stævne i januar i Leipzig, og det startede ligesom hele min sæson ud, og var med til at gøre, at jeg kom et stykke videre. I løbet af året har jeg fået lov til at ride nogle store Nations Cups og andre store stævner, indleder Caroline og fortsætter: 

– For nogle uger siden tog vi til Oslo. Det var et super sted at starte indendørssæsonen på en kæmpestor bane og med nogle gode klasser. Jeg kunne godt mærke, at hestene lige skulle springes ind i de store klasser igen, som de har holdt pause fra lidt tid, men de sprang begge rigtig godt. I Helsinki viste de, at de havde sprunget sig ind på de store baner igen, og de sprang begge helt fantastisk. Jeg havde en fantastisk følelse i World Cup-klassen med Chaccieny i Helsinki, men desværre på den sidste linje, lavede jeg selv en fejl, som gjorde, at vi misforstod hinanden. 

Det er fantastisk at være en del af, og man kommer hjem med et selvtillidsboost, når man kan ride rundt med nogle af de bedste i verden [Caroline Rehoff Pedersen]

Ved stævner i Oslo og Helsinki blev det til flere top-10 placeringer for Caroline og de to heste Chaccieny e. Chacco-Blue/ Caretano Z og Calvin 115 e. Castelan 3/ Colman, og nu er de klar til at drage til Lyon. 

Copyright Ridehesten.com
Caroline sammen med sit team ved et stævne tidligere i år. Fv. Lone Rehoff Pedersen, Lars Bak Andersen og Martin Pedersen. Foto: Privat

Næste top: World Cup i Lyon
I Lyon har Caroline begge sine forældre med, og hun fortæller, at hun er lidt spændt på at skulle afsted uden sin træner Lars Bak Andersen, som selv var til start i både Oslo og Helsinki, og dermed kunne hjælpe Caroline hele vejen. 

– Vi har haft en uge hjemme, hvor jeg har haft fokus på at holde hestene ved lige og glade. De har ikke lavet alt for meget. I morgen tager vi til Lars i Tyskland og træner, og så fortsætter vi videre til Lyon, hvor jeg har min mor og far med. Det glæder jeg mig til. Desværre har jeg ikke min træner med. Jeg var meget heldig, at Lars skulle ride både Oslo og Helsinki, og derfor var med hele vejen. Jeg kan godt mærke, at det er en rar og sikker følelse, når han står ved siden af mig. Jeg er lidt spændt på Lyon, men jeg tænker, at jeg kan ride den på rutinen uden ham, så det skal nok gå, fortæller Caroline, som fortæller, at World Cup-stævnerne er noget særligt. 

– De her 5-stjernede stævner er bare noget andet. Det er svært at sammenligne. World Cup-klasserne er noget helt specielt med TV, mange mennesker og en meget intens atmosfære sammenlignet med de andre dage. Det er fantastisk at være en del af, og man kommer hjem med et selvtillidsboost, når man kan ride rundt med nogle af de bedste i verden, og ikke falde helt igennem. Det har været en kæmpe oplevelse, og jeg håber virkelig, at jeg kan fortsætte den gode form i Lyon. 

Det er helt vildt så meget optur, man kan have over at ride fejlfrit i 90 eller 100 centimeter [Caroline Rehoff Pedersen]

Fokus på topsport og unge heste
Det er ikke kun ved de store internationale stævner, at man ser Caroline Rehoff Pedersen til start. Hun rider jævnligt ved distriktsstævner herhjemme, og i weekenden var hun til start i den lokale klub Viborg Rideklub, hvor hun havde et par af sine unge heste med.

Copyright Ridehesten.com
Caroline ved distriktsstævne i Viborg. Foto: Privat

– Imellem stævnerne med mine topheste, fokuserer jeg på de unge. Jeg har en super 4-års, 5-års og 7-års, og så har vi en 3-års der skal til at i gang. Der er nok at tage fat i, når vi ikke er afsted med de to topheste. Jeg elsker at ride de unge. Det er helt vildt så meget optur, man kan have over at ride fejlfrit i 90 eller 100 centimeter. Det er de små glæder med de unge, og jeg vil blive ved med at ride dem, selvom jeg rider på 5-stjernet niveau. Jeg synes det er det fedeste at tage til distriktsstævne med de unge og få en god oplevelse der, fortæller Caroline, som håber på, at hun kan fortsætte den gode form på 5-stjernet niveau.

– Min plan henover vintersæsonen er først og fremmest Lyon, og så tænker jeg, at vi rider to stævner med tophestene inden jul. Forhåbentligt kan jeg ride endnu et World Cup-stævne i januar eller februar, fortæller Caroline og fortsætter: 

– I forhold til de næste par år, så er min plan at blive på det her niveau. Jeg føler, at jeg er skabt til sporten, og jeg har et konkurrencegen, som jeg er nødt til at pleje. Ellers trives jeg ikke. Jeg har Chaccieny og Calvin nu, og de er forhåbentlig raske og i topform de næste par år, men måske skal vi ud og finde endnu en hest, når Chaccieny når en alder, hvor man begynder at skulle tænke mere over, hvor mange stævner han går. I år kickstartede vi med World Cup og red herefter flere store stævner. Jeg håber, at vi en dag ikke bare rider på 5-stjernet niveau, men bliver stabil på 5-stjernet niveau. Det er målet for de næste par år, og så håber jeg samtidig, at jeg får nogle af de gode unge heste med op. 

Copyright Ridehesten.com
Caroline til start ved World Cup-stævne i Helsinki. Foto: Privat

Teamet betyder alt
Caroline understreger, at hendes team betyder alt, og at de har en afgørende betydning for den succes hun har i sporten. 

– Jeg kunne ikke have haft denne sæson uden det team, som jeg har bag mig. Jeg har kæmpe forældreopbakning, min mor er med rundt til alle mine stævner, og min far kommer f.eks. i Lyon, og prøver at komme med, så snart han har tid. Min træner Lars, har helt sikkert været en af de absolut største grunde til, at jeg har flyttet så meget. Selvfølgelig er meget af det også mentalt, men Lars har skubbet mig i den rigtige retning, og det er jeg sikker på, at han bliver ved med, fortæller Caroline og fortsætter: 

– Jeg har en fantastisk hestepasser, og folk der hjælper mig med at ride derhjemme, når vi er afsted til stævne. Alt den succes, jeg har haft i år, kommer på vegne af, at jeg har et fantastisk team bag mig, og dem vil jeg virkelig gerne takke.

Trine Askjær-Jørgensen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen