Renée Ulvsbjerg suveræn i Sopot

16-06-2025 21:28

I den forgangne weekend var en håndfuld danske springryttere til 4-stjernet stævne i Polen, nærmere Sopot, hvor Renée Ulvsbjerg og den 14-årige DV-hoppe Celeste Balslev var helt suveræne

Copyright Ridehesten.com
Renée Ulvsbjerg og Celeste Balslev har haft et suverænt stævne i Sopot i weekenden. Foto: Privat

Seks danske springryttere havde i den forgangne weekend pakket lastbilerne og var kørt til Sopot i Polen for at deltage ved det 4-stjernede springstævne. Endnu en gang blev de rød-hvide farver vist frem på bedste vis, hvor særligt Renée Ulvsbjerg og den 14-årige DV-hoppe Celeste Balslev e. Conthargos/ Con Air 17 (opdr. Fuglesangsgård v/ Niels Balslev) viste suveræn stil. 

Allerede torsdag startede parret suverænt ud i den 4-stjernede 150 cm-klasse med 46 ekvipager til start, hvilket også var første kvalifikation til søndagens store Grand Prix-klasse. Renée og Celeste er kendt som en yderst hurtig ekvipage, og da de red på banen som start nummer 17 i torsdags, levede de i særdeleshed op til det ry. Med en fejlfri og lynhurtig runde lagde de sig nemlig ind på en fremragende tredjeplads i tiden 68,77 sekunder og dermed også en kvalifikation til søndagens Grand Prix. 

Copyright Ridehesten.com
Renée Ulvsbjerg og Celeste Balslev i aktion i Sopot. Foto: Privat

Med den helt suveræne start var der lagt op til noget af et stævne for det danske makkerpar, og dét fik de. Søndag var de nemlig til start i den store 4-stjernede Grand Prix, hvor forhindringernes højde lød på intet mindre end 160 cm, og så var det endda parrets allerførste CSIO4* 160 cm Grand Prix-klasse sammen. 41 stærke ekvipager var til start, hvor Renée og Celeste red på banen som start nummer 11. Her sikrede de sig en fuldstændig overlegen og fejlfri runde, hvilket gav dem en plads i den spændende omspringning, som kun klassens 11 bedste ekvipager kvalificerede sig til. 

Det var marginalerne, der gjorde udfaldet da både første-, anden-, tredje-, fjerde- og femtepladsen var fejlfrie og alle stoppede uret på 43 sekunder i omspringningen, så det var altså millisekunderne, der blev afgørende. Med bare 21 millisekunder til førstepladsen og blot fire millisekunder fra andenpladsen, kunne Renée Ulvsbjerg og Celeste Balslev stille sig på podiet som tredje bedste ekvipage - og så endda i deres allerførste 4-stjernede 160 cm Grand Prix sammen. 

– Jeg er selvfølgelig rigtig glad for vores 4-stjernee Grand Prix-debut, og så er jeg enormt taknemmelig over, hvordan Celeste har præsteret under hele stævnet, lyder det fra Renée Ulvsbjerg. 

Copyright Ridehesten.com
Parret er kendt som en yderst hurtig ekvipage, og det levede de i den grad op til. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Bojsen

Klassen blev vundet af italienske Giacomo Bassi i sadlen på den 12-årige Cape Cod e. Tornesch 1042/ Kashmir van Schuttershof, der red en fejlfri omspringning i tiden 43,08 sekunder, mens andenpladsen gik til belgiske Rik Hemeryck og den 11-årige Inoui Du Seigneuer e. Jenson van't Meulenhof/ Aganix Du Seigneur, der red i tiden 43,25 sekunder. 

I samme klasse var Søren Møller Rohde ligeledes til start, og det var han med den 11-årige hoppe Grace Ask e. Darco Derevel/ Contender. Parret fik desværre en enkelt nedrivning i hovedrunden, hvilket også gjorde sig gældende for Caroline Rehoff Pedersen og den 13-årige Golden Eye e. Goldfever 3/ Stakkato Gold. 

Se Renée Ulvbjerg og Celeste Balslevs suveræne runde herunder: 

 

Stævnets start- og resultatlister. 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner