Rideforbundet bakker op om landstræner og elitechef

13-07-2013 20:37

Britt Carlsen

I den meget omdiskuterede sag om Martin Dinesen Neergaards udtagelse til EM i springning for ungryttere (se Bo Bak Andersen indlæg om emnet her på siden) udtaler rideforbundet formand Ulf Helgstrand sig nu i sagen.

Copyright Ridehesten.com
Dansk Ride Forbunds formand Ulf Helgstrand.

- Normalt vil vi ikke træde frem i offentligheden og ytre os i den slags sager, men frustrationerne er vagt i denne sag, og derfor har jeg valgt at udtale mig. Jeg føler et behov for at melde ud, at forbundet ikke er passiv i denne sag. Udtagelse til vores landshold er ikke et politisk anliggende, det er en opgave som påhviler landstrænerne, og vi har fuld tillid til deres faglighed, og de skal have opbakning til deres dispositioner, og de skal ikke udsættes for denne form for juragymnastik, som vi har set i denne sag. For selvom vores retssystem har vist sig at fungere, så er der noget principielt forkert i, at vores landstræneres dispositioner skal kunne overroules af en af en anden instans.

- Det er en lidt prekær situation for alle. Det Bo Bak Andersen skriver er jeg langt hen ad vejen enig i. Blot kan vi ikke tale med og påvirke vores egne retsinstanser. Det jeg også er dybt frustreret over er det faktum, at vores regelsæt åbner op for muligheden for, at appeludvalget kan pålægge disciplinærudvalget at komme med en kendelse i sagen. Det er en regel, som jeg mener, vi skal have set nærmere på. Det vil vi komme med et ændringsforslag til på det kommende repræsentantskabsmøde.

Anke til DIF
Fra DRF’s side må jeg påpege, at appeludvalget/disciplinærudvalget er helt uafhængig af DRF, og det har fungeret i denne sag. Forbundet har så en ankemulighed, og det er at gå videre med sagen til Dansk Idrætsforbunds appeludvalg, og det syntes jeg, at vi skylder landstrænerne, elitechefen som er de faglige kompetente i denne sag. Selvom vi anker sagen til DIF, så vil det ikke ændre på situationen, som det er nu, og Martin Dinesen Neergaard skal naturligvis til EM.

Grunden til at vi tager dette skridt, er at vise opbakning til landstrænerne, og vise respekt for disciplinærudvalgets manglende ønske om at tage sagen op, og naturligvis også som opbakning til de ryttere, der overholder de opstillede krav, slutter Dansk Ride Forbunds formand Ulf Helgstrand.

Nyheden: Problemer omkring EM-udtagelse kan ses HER

 

Trine Askjær-Jørgensen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen