Rockvaro fik et 10 af Rolf og vandt

11-03-2023 18:35

Annika Knudsen Lorentsen

Den velspringende vallak MB Rockvaro DWB løb med sejren i Dansk Hesteforsikring Unghestechampionat, da han imponerede testrytter Rolf-Göran Bengtsson med sin gode ridelighed og store kapacitet. Til stor glæde for egenrytter Adam Sparlund Olesen og ejerne Irma og Vagn Bennetsen

Copyright Ridehesten.com
Rolf-Göran Bengtsson med MB Rockvaro DWB. Foto: Ridehesten.com/Juliemaja Søndergaard

Der blev vendt op og ned på placeringsrækkefølgen i årets Unghestechampionat i springning ved Dansk Varmblods Hingstekåring 2023, da testrytter Rolf-Göran Bengtsson kom i sadlen, og gav alle hestene en fair, saglig og grundig bedømmelse. 

Allerede i går var den svenske toprytter i sadlen på de 10 første unge heste, mens han i dag skulle teste de øvrige 10, som var dem, der havde opnået bedst karakterer i de indledende runder med egen rytter.

Sejren endte med at gå til den røde vallak MB Rockvaro DWB e. Rockland/ Calvaro Z (opdr. Rudie Telgenhof), som til dagligt rides af Adam Sparlund Olesen og som ejes af Irma og Vagn Bennetsen. Rolf-Göran fortalte følgende om MB Rockvaro DWB. 

– Det er en dejlig opmærksom hest, som lytter til hvad jeg forlanger af den. Den har al det kapacitet, som jeg kunne ønske mig, og rideligheden er supergod, forklarede han og belønnede den med et 10-tal for kapacitet og et 9-tal for ridelighed. Samlet endte Rockvaro med 896,25 point. 

– Det var rigtig dejligt, og vi er virkelig stolte over det, og glade for det flotte arbejde Adam har lagt i ham. Han lovede os under en julefrokost, at vi i år ville få en Unghestechampionatsvinder, som vi ikke har prøvet i de mere end 40 år, vi har været her i Herning, og det fik vi så, fortalte ejer Vagn Bennetsen med et stort smil på læben, mens Adam åbnede champagnen. I videoen nedenfor kan I se et interview med Adam, som fortæller lidt om Rockvaro, og om hvordan det er at vinde Unghestechampionatet. 

Flot niveau i 2023
Det er ikke kun MB Rockvaro DWB der har imponeret i årets Unghestechampionat, hvor der har været mange rigtig gode heste til start. Det resulterede således også i flere 9-taller og nogle 9,5 til hestene fra Rolf-Göran, og i sidste ende en særdeles stærk top-5. 

Andenpladsen gik til hingsten Skavhøjs Cohen e. Cornet Obolensky/ Coronado (opdr. Frans Sunesen & Christel Krøyer), som under egenrytter er blevet flot fremvist af Konstantin Deeken Künnemann. I dag opnåede han 8,5 for ridelighed og 9,5 for kapacitet, og sluttede samlet med 882,5 point. 

Copyright Ridehesten.com
Konstantin Deeken Künnemann i sadlen på Skavhøjs Cohen. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

– Det er en hest med et stort spring i sig, og som kan blive virkelig god i fremtiden. Den er rigtig god at være på, men den løber lidt i hånden, og det er derfor den ikke får de allerhøjeste karakterer, hvis man kan sige det, når den alligevel opnår 8,5 for ridelighed og 9,5 for kapacitet, forklarer Rolf-Göran om årets andenplads.

Tredjepladsen blev Vicky Ask e. Todt Un Prince Ask/ Larimar (opdr. Stutteri Ask), som er blevet redet af Karen Møller Rohde de indledende dage, og som samlet sluttede med 870 point. 

Copyright Ridehesten.com
Rolf-Göran Bengtsson med Vicky Ask. Foto: Ridehesten.com/Juliemaja Søndergaard

På fjerdepladsen blev det Mathilde Lind Skjøtt med Hecas Guardiola DWB e. Glasgow-W VH Merelsnest/ Cabachon (opdr. Marianne og Finn Tschernja), mens Rikke Haastrup med Dyhres DJ Lykke e. Diamant de Semilly/ Graf Top (opdr. Trine Dyhre) endte på en flot femteplads. 

I videoen nedenfor kan I høre Rolf fortælle om, hvordan det har været at være testrytter, og forklare hvorfor MB Rockvaro DWB fik et 10-tal i dag. 

Præmieoverrækkelsen finder sted i morgen. Samlet resultat.

Interview med Rolf-Göran:

Trine Askjær-Jørgensen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen