Rørende afsked med Rigoletto

31-07-2011 16:20

Rikke Larsen

Inden dagens DM finale blev der sagt et rørende farvel til Prinsesse Nathalie´s Rigoletto, der efter en lang og glorværdig karriere nu får lov at nyde sit otium på Berleburg

Efter gårsdagens Grand Prix Special tog Nathalie Zu Seyn Wittgenstein en beslutning om, at tiden var inde til at pensionere Rigoletto e. Rubenstein fra konurrencebanerne. Det bliver et farvel til en af dansk dressursports topheste - sammen med Rigoletto har Nathalie fejret adskillige internationale triumfer i dressurens højeste klasser gennem årene. Afskedsceremonien foregik som optakt til dagens DM kür finalen, hvor Nathalie og Rigoletto kom ind på dressurbanen til en velfortjent hyldest. Dansk Ride Forbunds formand Ulf Helgstrand takkede Nathalie for, at hun har taget den store beslutning om at pensionere Rigoletto, mens vi alle husker ham for det gode. - Vi kan alle tænke tilbage på de flotte resultater, som Nathalie og Rigoletto har opnået gennem tiderne. CHIO Aachen 2009 vil blive husket som noget specielt, da ekvipagen her vandt både Grand Prix og Grand Prix Special. Derudover er det blevet til mange andre imponerende resultater, bl.a. et danske mesterskab i 2009, sagde Ulf Helgstrand blandt andet. Herefter overtog Nathalie mikrofonen, og fortalte om tiden for 10 år siden, da Rigoletto var 5 år gammel. Ingen troede rigtigt på ham dengang, lige ud over Rigoletto selv. Hun vil huske tilbage på mange gode og eventyrlige oplevelser de har haft sammen, og hun overlader nu tøjlerne til Rigoletto, og så må han selv bestemme, hvad han herefter vil.

Trine Askjær-Jørgensen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen