Roskilde Dyrskue er et trækplaster for familier

30-05-2026 09:29

Georgia Timmermann

Roskilde Dyrskue 2026 er i gang med hestene som et af de helt store trækplastre, hvor publikum kommer helt tæt på både dyr og udstillere. Fredagens bedømmelser har allerede budt på nye Sjællandspræmiehingste og føl, og weekenden fortsætter med et stort program i hesteringen

Nyheden fortsætter efter annoncen

Roskilde Dyrskue er en tradition for mange udstillere, udøvere og besøgende. De mange dyr og racer tiltrækker hvert år tusindvis af gæster, og ikke mindst hestene er et populært samlingspunkt. Her får publikum mulighed for at komme helt tæt på både hestene og deres ejere, uanset om man selv er hesteinteresseret eller blot nysgerrig på dyrene.

Ansvarlig for dyr, show og camping på Roskilde Dyrskue, Helle Lyngfeldt, er sammen med sit team med til at skabe rammerne for de mange hesteudstillere, konkurrencer og aktiviteter, som hvert år samler hestefolk fra hele landet.

–Dyrskuet giver publikum en unik mulighed for at møde de mange forskellige hesteracer, nærstudere dem på tæt hold og samtidig tale med ejerne om både avl, brug og egenskaber, siger Helle Lyngfeldt.

Ridehesten har talt med Helle Lyngfeldt, som er ansvarlig for dyr, show og camping på Roskilde Dyrskue, samt Rie Ebbe, som er ansvarlig for presse, kommunikation og markedsføring på dyrskuet. De fortæller, at de forventer et stort antal besøgende både lørdag og søndag, og at de er klar til at modtage alle gæster.

Copyright Ridehesten.com
Roskilde Dyrskue er en tilbagevende familie tradition. Her ses Nanna og Lars Olsen (tv), Jack og Betina Korsgaard og Pia Hansen i baggrunden. Foto: Privat

Ridehesten har talt med en familie, som stort set hvert år besøger dyrskuet som en fast tradition.

Jack Korsgaard bliver spurgt, hvad han skal ind og se på dyrskuet.
Jeg skal kigge på gravemaskiner og måske en ny firmabil, fortæller han.

– Maskiner og bajere, griner han

– Det er familiehygge og kvalitetstid. Softice og flæskestegssandwich, fortæller Betina Korsgaard.

Lars Olsen fortæller, at interessen for dyrskuet går langt tilbage.

– Min far var landmand. Vi gik meget op i dyr, dyr, maskiner og være sammen med familien, fortæller Lars Olsen.
Og sådan er det også i dag

Netop kombinationen af dyr, landbrug, maskiner og samvær gør Roskilde Dyrskue til en tilbagevendende tradition for mange familier.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Sjællandspræmiehingst 2026

Fredag eftermiddag blev Sjællandspræmiehingsten 2026 fundet. Vinderen blev med 199 point katalognummer 1782 Highlight Mr Carraway af miniaturehesteracen.

På andenpladsen med 197 point kom katalognummer 1627 Ari fra Ousbjerggård, der repræsenterer den islandske race.

Tredjepladsen gik til katalognummer 1608 Birkelid Odin af fjordhesteracen med 195 point.

Copyright Ridehesten.com
Sjællandspræmiehingsten 2026 blev med 199 point katalognummer 1782 Highlight Mr Carraway af miniaturehesteracen. Foto: Roskilde Dyrskue

Skuets bedste føl 2026

Fredag eftermiddag blev også Skuets bedste føl 2026 fundet blandt de blandede racer.

Titlen gik til katalognummer 1662 BB's Genesee af racen Dansk Sports Pony.

Andenpladsen gik til katalognummer 1708 Hilin Mika af racen Welsh Pony og Cob.

På tredjepladsen kom katalognummer 1541 Funfarms Afonya af racen Knabstrupper.

Blandt de mange racer på dyrskuet kunne publikum blandt andet opleve tinker, fjordhest, Frederiksborger, New Forest, Welsh Pony og Cob, knabstrupper, miniatureheste og islandske heste samt mange andre racer.

Copyright Ridehesten.com
Skuets bedste føl 2026 blev katalognummer 1662 BB's Genesee af racen Dansk Sports Pony. Foto: Roskilde Dyrskue

Der er dog meget mere hest på programmet på Roskilde Dyrskue. Lørdag byder blandt andet på kåringen af Skuets bedste 2- og 3-års hoppe, gangartskonkurrence, Skuets bedste goldhoppe samt det store hesteshow, som samler mange af dyrskuets hesteracer i ringen.

Roskilde Dyrskue fortsætter også søndag med et omfattende program for både hesteinteresserede og øvrige besøgende. Du kan læse programmet her

Anna Pørtner

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner