Så er Helgstrand Dressage på Møgelmosegård

30-07-2009 16:28
I går flyttede Andreas Helgstrand alle hestene fra Vejle til Møgelmosegård, og i dag startede træningen i ridehallen i selskab med travle håndværkere

Der arbejdes på højtryk på Møgelmosegård, både inde i ridehallen og rundt om på ejendommen, hvor et stort antal håndværkere er i fuld gang med at omdanne det smukke stutteri til en international træningsstald. Ridehallen er næsten klar. Bunden blev lagt ud i aftes, og i dag skridtede de første dressurheste ind på banen. Den smukke barriere af bambus er på plads, men håndværkere er i fuld gang med at arbejde på den sidste finish på barrieren, mens andre er ved at mure omkring toiletter, køkken og kontor i ridehallen. Så selvom hestene er kommet i stalden, så er der alligevel et stykke vej på vejen mod den endelige færdiggørelse. Andreas Helgstrand nyder at have fået hestene placeret lige uden for hoveddøren. Og han glædede sig i høj grad til at komme i gang med arbejdet i ridehallen. Anette Ejlersgaard og Andreas selv var de første, som red ind i hallen i dag. – Det er en helt speciel følelse, indrømmede Andreas. Akustikken i ridehallen er rigtig god, og selvom vinden hujede og regnen strømmede ned over ridehallen, så var der alligevel en dejlig ro i den store, isolerede hal. Når ikke lige håndværkerne hamrede og savede udenfor og inde i hallen. Der er sat ekstra bokse op i den ene stald, så der er plads til 40 heste, men da der allerede nu er tæt på fulde huse i de store bokse, så er der bestilt flere bokse. I den store hal, tættest på ridehallen, arbejdes der på at gøre plads til endnu 27 heste. Skridtmaskine, udendørs ridebane, spejle i ridehallen alt er bestilt og planlagt, og på vej på plads. Andreas var her til formiddag i fuld gang med træningen af de tre ungheste; Uno Donna Unique, Driver og Lætare til VM i Verden, og bagefter var det Carabas' tur til at svede i ridehallen. Det bliver en travl måned for Marianne og Andreas Helgstrand med VM- og EM-deltagelse samt arbejdet med at komme ind i en god rutine i deres nye hjem, men de tager arbejdet med et smil, og så kan de også glæde sig over, at både ansatte, familie og venner er parat til at ”give den en ekstra skalle”.

Thomas Bach Jensen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Thomas Bach Jensen