Så er Oldenburg klar til kåring

16-11-2011 10:47

Britt Carlsen

Avl
Den årlige hingstekåring i det tyske Oldenburgforbund med hovedsæde i Vechta starter i dag med løsspringning af dressurhingste, men kåringen går for alvor i gang torsdag kl. 13.00, hvor det er tid for mønstring på fast bund

Avlsledelsen i Oldenburg har ændret på afviklingen af den årlige hingstekåring. Den lange dag med løsspringning af både de dressur og springbetonede hingste er nu kortet væsentligt ned, idet kun de springbetonede hingste bliver løssprunget under kåringen. En ny tilføjelse er så, at de dressurbetonede hingste bliver vist løse fredag eftermiddag efter løsspringningen af de springbetonede hingste. Lørdag kl. 9.30 præsenteres de nykårede hingste for hånd, og kl. 11.00 vil fløjhingstene i den dressur- og springbetonede afdeling samt i OS blive udpeget. (OS, Oldenburg International har som mål at avle internationale springheste - Paul Schockemöhle er forbundets formand). Kollektionen rummer adskillige interessante unghingste og man blandt andet kunne se en af de heste, som Tailormade købte på Schockemöhles A.O.S. Auktion, nemlig kat. nr. 76 Sir Romance e. Sir Donnerhall / Rohdiamant. Og så er kat. nr. 73 e. Sarkozy / Michelangelo og ud af familien Papes kendte hoppestamme, der bl.a. har givet springhingsten Lanthanid, dansk født og ejet, idet den kommer fra Stutteri Byager hos Mette og Niels Terkelsen. Også blandt de springbetonede hingste har Tailormade fået udtaget en hingst købt på A.O.S. Auktion, nemlig kat. nr. 22 Diarado's Boy e. Diarado / Argentinus. Kat. nr. 21 er en hollandsk født hingst e. Diamant de Semilly / Phin Phin ejet af danske Stutteri Bøgegården v/ Stina og Jørgen Schmidt. Don Schufro-sønnen Diamond Hit, der går Grand Prix under Emma Hindle har tre sønner med i dressurkollektionen. Blue Hors Zack har en enkelt unghingst med i kollektionen. Tailormade Temptation har ligeledes en enkelt søn med og det samme har den danskejede hingst Sieger Hit. I den springbetonede afdeling samler interesse sig om første årgang efter den danskopdrættede fløjhingst fra kåringen i Holstein; Diarado e. Diamant de Semilly som har hele fire sønner i kollektionen.

Trine Askjær-Jørgensen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen