Schou: – Jeg er glad og stolt

14-07-2023 14:31

Annika Knudsen Lorentsen

Andreas Schou har netop sikret sig sin EM-kvalifikation med hesten I Know efter en overlegen fejlfri runde på den 160 cm høje Nations Cup-bane, hvor Danmark dog desværre ikke er en del af holdkonkurrencen

Copyright Ridehesten.com
Andreas Schou med I Know. Foto: Ridehesten.com/Annika Knudsen Lorentsen

I dag er der 5-stjernet Nations Cup på springbanen ved Falsterbo Horse Show, men desværre er Danmark ikke med som hold. Det betød dog ikke, at der ikke var spænding for en dansk rytter, som skulle ride banen inden selve holdkonkurrencen begyndte, i håb om at sikre sig en EM-kvalifikation. 

Det var Andreas Schou med hesten I Know e. Arezzo VDL/ Hors la Loi, som skulle ride efter kvalifikation, og den sikrede de i dag med en fejlfri runde. En runde, hvor Andreas red med god ro og overblik, og hvor I Know viste super kvalitet. Andreas er i forvejen kvalificeret til EM med hesten Darc de Lux e. Darco/ Contender (opdr. Morten Augustinus), og med dagens kvalifikation med I Know er han endnu bedre stillet frem mod mesterskabet. 

Copyright Ridehesten.com
Andreas Schou med I Know. Foto: Ridehesten.com/Annika Knudsen Lorentsen

– Jeg er selvfølgelig rigtig glad og stolt over hans præstation i dag. I Know sprang jo sin første 5-stjernede for to uger siden, som han havde en flot debut i, men det er altid spændende at se hvordan hesten kommer ud efter en debut i noget så stort, fortæller Andreas efter dagens ridt og fortsætter: 

– Han kommer så bare ud her i dag og er super overlegen, så det fortæller rigtig meget om ham. Det i dag, gjorde han bare superlet, det kostede ham ingenting, så jeg ærger mig selvfølgelig lidt over, at vi ikke er her som hold, for det havde da været en dejlig start på det. Jeg er rigtig glad for også at have kvalifikationen til EM med ham nu, selvom det formentligt ikke er ham der skal gå, men nu er han der som back up. 

Copyright Ridehesten.com
Andreas Schou med I Know. Foto: Ridehesten.com/Annika Knudsen Lorentsen

Tidligere på dagen red Andreas sig til en femteplads i derby-kvalifikationen med hesten Granate, som I kan læse mere om her. I morgen kommer han til start i Falsterbo Derby 2023, mens han ligeledes har planer om at ride den 160 cm høje Grand Prix på søndag. Andreas har i alt tre heste til start ved stævnet. 

Til start ved stævnet er også danske Lars N. Pedersen, som har sikret sig to placeringer indtil videre. Læs mere om det her

Start- og resultatlister fra stævnet.

Se video af Andreas og I Know i opslaget nedenfor. 

Astrid Ø. Sørensen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Astrid Ø. Sørensen