Schou møder hård konkurrence i Oslo

11-10-2022 11:48

Annika Knudsen Lorentsen

Når World Cup 2022/2023 i springning starter denne weekend i Oslo, Norge, får danske Andreas Schou hård konkurrence fra nogle af verdens allerbedste springryttere. Hele fem ud af verdens top-10 ryttere har meldt deres ankomst

Copyright Ridehesten.com
Andreas Schou og Darc de Lux ved VM i Herning 2022. Foto: Ridehesten.com/Annette Boe Østergaard
Nyheden fortsætter efter annoncen

Verdensetteren Henrik von Eckermann, nr. 4 i verden Harrie Smolders, nr. 7 i verden Marlon Modolo Zanotelli, nr. 8 i verden Maiken van der Vleuten og nr. 10 i verden Kevin Staut har alle meldt deres ankomst til World Cup-kvalifikations i Oslo, Norgen denne uge. 

Det er et stjernespækket felt der skal kæmpe om de første point i turneringen 2022/2023, som byder på i alt 14 kvalifikationer inden finale i Omaha, USA, der afholdes fra den 4.-8. april 2023. For første gang i længere tid, vil også danske springryttere deltage i World Cup-konkurrencerne, og ved den første kvalifikation er det Andreas Schou der kommer til start. 

Netop Andreas er årsagen til, at Danmark har sikret sig en plads ved World Cup-stævnerne. Med hans placering som nr. 38 på verdensranglisten er han komfortabelt placeret i top-60, hvilket giver Danmark adgang til de World Cup-kvalifikationer der afholdes frem til nytår. Kan Andreas fastholde en placering i toppen af verden ved årsskiftet, vil Danmark ligeledes komme til start i kvalifikationerne efter nytår. Foruden Andreas vil det være Emil Hallundbæk og Lars Bak Andersen der kommer til start for Danmark ved en række af World Cup-kvalifikationerne

Copyright Ridehesten.com
Landstræner Bo K. Møller. Foto: Ridehesten.com/Jørgen Bak Rasmussen
Nyheden fortsætter efter annoncen

– Det er første gang i mange år, at vi har kvalificeret en plads. Man får jo normalt en plads, hvis man er arrangør af en World Cup, men det er vi jo ikke i Danmark, så derfor er vi nødt til at kvalificere os, og det har Andreas gjort med hans placering på verdensranglisten, fortæller landstræner Bo K. Møller, som efter planen vil være til stede ved World Cup-stævnet på søndag. 

Andreas er tilmeldt stævnet i Oslo med hestene Darc de Lux, Independent (swb) og Diacardo BS i de 5-stjernede klasser, mens han ligeledes medbringer Unbelievable og Lady Corlina i de 2-stjernede klasser, der afholdes sideløbende med World Cup-klasserne ved Oslo Horse Show 2022. 

World Cup-kvalifikationen afholdes på søndag. Følg stævnet. 

Trine Askjær-Jørgensen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen