Scott Brash ikke med til OL

29-06-2016 11:14

Den ellers så anerkendte engelske toprytter Scott Brash kommer ikke til start for det engelske OL-hold i Rio, meddeler det engelske rideforbund

Copyright Ridehesten.com
Scott Brash med Hello Sanctos

Den olympiske guldmedaljevinder fra London 2012 Scott Brash kommer desværre ikke med til dette års olympiske lege i Rio. Verdensetteren inden for springning har simpelthen sine bedste heste skadet, hvilket betyder, at der ikke er en plads til ham på holdet i år, når England drager til Rio.

Springrytteren Scott Brash var ellers tiltænkt en plads med hesten Hello Sanctos e. Quasimodo Van De Molendreef og som reserve havde Scott Brash hoppen Hello M’Lady e. Indoctro-Baloubet du Rouet. Desværre blev begge heste skadede i starten af sæsonen og Scott Brash kom derfor ikke til at ride for en plads på OL-holdet.

Det engelske rideforbund skriver i en pressemeddelelse, at de beklager meget, at Scott Brash ikke skal med til OL i Rio. Dog har Horse and Hound endnu ikke opgivet håbet, idet Scott Brash stadig har den 10-årige vallak Hello Forever e. For Pleasure-Nimmerdor, der til trods for manglende rutine har vist særdeles gode takter og evner ved bl.a. Global Champions Tours Grand Prix i Cannes for nogle uger tilbage.

Kilde: TidningenRidsport

Annika Knudsen Lorentsen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Annika Knudsen Lorentsen