Simone Blum fortsat i front

23-09-2018 17:10

Der blev ikke lavet om på top tre i første runde af springfinalen til WEG. Tyske Simone Blum ligger fortsat i front foran Max Kühner fra Østrig og Martin Fuchs fra Schweiz

Copyright Ridehesten.com
Foto: FEI/Martin Dokoupil
Nyheden fortsætter efter annoncen

Første runde af verdensmesterskaberne var rigtig spændende. Især en bestemt linje skulle vise sig at give rytterne mange problemer, men samtidig viste den linje også, hvilke ryttere der virkelig er i topform under dette VM. Fejlene faldt dog også fordelt rundt på banen.

Linjen der gav problemer var linjen efter vandgraven, hvor der var 5 galopspring ind i et dobbeltspring efterfulgt af 4 korte galopspring til en lodret. Den gav særligt problemer, da der var valgfrihed for rytterne mellem at ride 7 galopspring til vandgraven eller 8 galopspring. Mange ryttere valgte at ride 7 galopspring for at spare tid og dermed holde sig indenfor den fejlfrie ridetid. Men de 8 galopspring gav en lidt bedre bue til vandgraven, hvilket gav mulighed for at hesten kom korrekt tilbage på linjen til dobbeltspringet.

Men selvom der ikke blev lavet om på top tre, så blev der rokeret noget rundt i de næste pladser. Steve Guerdat fik rykket sig op på en foreløbig 4. plads inden den sidste og afgørende runde, og han er dermed igen i spil til en medalje. Dog skal Simone Blum og Max Kühner hver rive to bomme, hvis Steve skal rykke op på en medalje, hvilket deres overbevisende runde i første runde i dag ikke lægger op til. Hvis Martin Fuchs river en enkel bom, vil Steve med en fejlfri runde kunne overtage hans bronzemedalje. 
Max Kühner har til gengæld ikke plads til flere tidsfejl, efter han fik en tidsfejl i dagens første runde. En tidsfejl mere, og han vil komme ned bag Martin Fuchs. 

Foreløbigt på 5. pladsen er Lorenzo de Luca og amerikanske Laura Kraut har indtil videre 6. pladsen.

Den samlede resultatliste inden sidste og afgørende runde kan ses her.

 Det er de bedste 12 ryttere, som får æren af at skulle mødes i finalerunden. Den er sat til at starte kl. 18.35 dansk tid.

Trine Askjær-Jørgensen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen