Sjov åbningsceremoni og seriøse konkurrencer

08-07-2022 18:42

Til åbningsceremonien i går aftes til VM for ungavlere 2022 fik alle ungavlerrepræsentanterne fra de forskellige avlsforbund sig en varm velkomst på det nationale hollandske hestesportscenter i Ermelo. Dagen i dag, fredag, bød på tre konkurrencer for de seriøse ungavlere

Copyright Ridehesten.com
Det danske hold under åbningsceremonien. F.v. Klara Øskov Olesen (junior), Karoline Øskov Olesen (junior), Viktor Kristensen (senior), Freya Dreyer (senior), Anne-Sofie Jepsen (junior), Martine von Barner (senior, Linnea Jansa (senior), - Nicoline Holm Larsen (junior). Foto: Ridehesten.com/Astrid Østergaard Sørensen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Teoriprøven, hvor deltagerne skulle svare på 25 spørgsmål om avl, fodring, hestevelfærd, sport mm., fandt sted i går eftermiddags og blev efterfulgt af en festlig åbningsceremoni, hvor alle holdene blev præsenteret. Desuden holdt Inge Madsen, formand for den internationale ungavlerforening, en god åbningstale, og som prikken over i'et var der en sjov mascotkonkurrence.

Første konkurrence fredag var bedømmelse af løsspringning og frie bevægelser for både junior- og seniorholdet. Tre dommere bedømte hestene på bl.a. gangarter, springteknik og kapacitet, og så gik det for deltagerne ud på at komme så tæt som muligt på dommerenes bedømmelser. Først blev to heste vist som en slags forbedømmelse, hvor deltagerne kunne se, hvor de lå ift. dommernes bedømmelse. Herefter var deltagerne på egen hånd, da de skulle vurdere de næste fem heste, og disse bedømmelser tæller med i den samlede konkurrence. 

Fakta
Hvad er VM for ungavlere?

VM for ungavlere er en international konkurrence, hvor 15-25 årige fra forskellige lande og forskellige avlsforbund dyster i avlsrelevante ting. Der indgår 4 discipliner i mesterskabet; teoritest om avl og heste generelt, bedømmelse af løsspringning, bedømmelse af eksteriør og gangarter samt mønstring, og derudover er der en holdkonkurrence i at soignere og klargøre en hest bedst muligt til stævne/kåring.

Der er to aldersgrupper, hvoraf juniorerne er de 15-19 årige og seniorerne er de 20-25 årige.

VM for ungavlere bliver arrangeret af det internationale ungavlerforbund, som hører ind under World Breeding Federation for Sport Horses (WBFSH).

I år står KWPN, det hollandske avlsforbund for sportsheste, i spidsen for arrangementet, som bliver afholdt på det nationale hestesportscenter i Ermelo, Holland, hvor UVM i mange år har fundet sted.

138 deltagere fra 19 forskellige avlsforbund deltager i mesterskabet i år - heriblandt de 8 danske deltagere, der skal repræsentere Dansk Varmblods røde farver.

Fold up

Over middag blev eksteriørbedømmelsen afholdt, hvor deltagerne på samme vis som ved løsspringning skulle komme så tæt på dommernes eksteriørkarakterer som muligt. 

Fakta
Hvem er på de danske hold?

Det danske juniorhold:
- Anne-Sofie Jepsen
- Nicoline Holm Larsen
- Klara Øskov Olesen
- Karoline Øskov Olesen

Det danske seniorhold: 
- Viktor Kristensen
- Linnea Jansa
- Freya Dreyer
- Martine von Barner

Fold up

Juniorholdene startede med at bedømme eksteriør, og imens var seniorholdet i aktion i Turn-out (soigneringskonkurrencen).

I Turn-out-konkurrencen skal holdene samarbejde om at groome, vaske, strigle og flette en hest, så den bliver smukkest muligt. 

Der foreligger ikke resultater for nogen af konkurrencerne før lørdag aften. Her finder præmieoverrækkelsen sted, hvor de bedste deltagere og de bedste hold kommer på podiet. Vi krydser fingre for, at det danske hold er blandt de bedste, og vi holder jer opdateret her på Ridehesten.com

I aften skal deltagerne hygge og deltage i små festkonkurrencer, inden det går løs i morgen med kongedisciplinen mønstring.

Trine Askjær-Jørgensen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen