Smukt farvel til en stor stjerne

08-08-2022 22:03

Trine Askjær-Jørgensen

De fleste synes nok, det var svært at holde tårerne tilbage ved aftenens smukke afskedsceremoni for Atterupgaards Cassidy – det var det i hvert fald forståeligt nok for Cathrine Laudrup-Dufour

Efter en sølvmedalje i sadlen på Vamos Amigos i Grand Prix Special kort forinden, måtte Cathrine Laudrup-Dufour skynde sig direkte videre til den officielle pensionering af hendes allerførste tophest, Atterupgaards Cassidy.

Som Cathrine fortalte, så købte hun og hendes forældre Cassidy tilbage i 2010, hvor hendes daværende træner Rune Willum stålfast fortalte hende, at det her var den rette hest for hende, selvom Cathrine, som hun selv sagde, absolut ikke var forelsket fra første ridetur. Men allerede kun kort efter hun overtog tøjlerne på den røde vallak, vandt de to en EM-medalje for juniorer. Og det skulle vise sig at være et helt fantastisk partnerskab, der var blevet skabt. Et partnerskab, der har taget turen hele vejen op igennem rækkerne fra juniorrytter for 12 år siden til toppen af dressurverdenen som seniorrytter med kæmpestor succes. De to har et utal af medaljer og fantastiske præstationer sammen i bagagen.

Fakta
Nogle af Cassidy og Cathrines største resultater
  • Vinder af kort Grand Prix og Grand Prix kür ved World Cup, Herning 2021
  • Guld ved senior-DM i 2021
  • Bronzemedalje i Grand Prix ved World Cup, Göteborg 2020
  • Guld i Grand Prix kür ved World Cup, Göteborg 2020
  • Guld ved senior-DM i 2020
  • Vinder af 5-stjerne Grand Prix kür, Stockholm 2019
  • Andenplads 5-stjernet Grand Prix, Stockholm 2019
  • Bronzemedalje i Grand Prix Special ved EM, Rotterdam 2019
  • Fjerdeplads i Grand Prix kür ved EM, Rotterdam 2019
  • Guld ved senior-DM i 2018
  • Guld ved senior-DM i 2017
  • 10. plads i Grand Prix ved OL i Rio 2016
  • Guld ved senior-DM i 2016
Fold up

Cathrine fortalte: – Cassidy har betydet alt for mig. Han er grundstenen i hele min ridekarriere, for han har lært mig alt fra MB til Grand Prix. Jeg er virkelig stolt og glad for, at vi får lov at have en sidste dans her i Herning, og jeg tror godt, Cassidy ved, at det her er til ære for ham.

Ind kom hun på den fine, røde vallak, som så ud til at elske alt opmærksomheden, og til tonerne af deres rytmiske kür red ekvipagens sammen deres sidste dans, men publikum klappede i takt til øvelserne.

Efterfølgende fik Cathrine mikrofonen og sagde sin tak til hele holdet bag hende og Cassidy. Lige fra hendes mor, der har været der for hende hvert evig eneste dag, til Cassidys massør Gitte Søby, som har været med helt fra starten og fået alle Cassidys mærkelige problemer til at forsvinde, som Cathrine sagde.

– Der skal lyde en kæmpe takt til min første træner, Rune Willum, min behandler til hestene, Gitte Søby, Kristine Sinding, der har avlet den her fantastiske hest og min bedste ven, og selvfølgelig Nathalie (zu Sayn-Wittgenstein) og Kyra (Kyrklund), der har overtaget stafetten fra Rune. Min mor har været med mig hele vejen igennem ponyårene og helt frem til nu. Janni (Dietz), min supergode ven og kollega, der nu får fornøjelsen af at lære fra Cassidy. Godt nok startede Cassidy alt det her for mig, men du, Rasmine (Laudrup-Dufour), støtter mig hver eneste dag, og jeg elsker det liv, vi lever sammen, rundede Cathrine af, og også med en kæmpe tak til publikum og Cassidys mange fans.

 

Fakta
Fakta om Atterupgaards Cassidy

19 år

Vallak

Dansk Varmblod

F: Caprimond E.H.

M: Doreen

MF: Donnerhall

Opdrætter: Stutteri Atterupgaard i Jystrup på Midtsjælland v/ Kristine Munch Sinding

Fold up
Annika Knudsen Lorentsen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Annika Knudsen Lorentsen