Georgia Timmermann
Efter dagens højeste klasser ved B-stævnet under Riders Cup i Herlufmagle har vi talt med flere af rytterne.
Her til aften vandt Søren Møller Rohde stævnets største klasse (145 cm) på avlshingsten Action Man Ask Z e. Action-Breaker/ Carthago Z i den hurtige tid 41,17 sekunder. Lige i hælene fulgte den 10-årige vallak Figeac ASK e. Favorit ASK – Carano, ligeledes redet af Søren Møller Rohde.
I videoen nedenfor fortæller Søren om, hvorfor han og hans kone Karen Møller Rohde vælger at ride et stævne som dette med hele 14 heste. Søren fortæller også, at Action Man Ask Z kan opleves i uge 7 ved Scandinavian Jumping Tour i Odense, hvor der er gratis adgang for tilskuere.
På tredjepladsen fulgte 18-årige Laura Sargent på Castino Drum VH Juxschot Z e. Cigaret JVH Z/ Dantos HBC. En hest hun selv har uddannet siden han var 6 år, og som dette var deres første 145 cm-klasse sammen. Lauras præstation er bemærkelsesværdig, da hun har været involveret i en alvorlig ulykke, som resulterede i, at hun mistede synet på det ene øje — en tilbagevenden til sporten hun selv har kæmpet hårdt for. Læs artiklen her. Hør Laura fortælle mere i videoen nedenfor.
Der var i alt syv ekvipager i omspringningen. Jack Ray Nielsen var fejlfri med begge sine heste i hovedspringningen, men inkasserede desværre 4 fejl i omspringningen. Den ene af hans ridt havde dog en tid, der ville have rakt til en andenplads, hvis ridtet havde været fejlfrit. Karen Møller Rohde og Anne Katrine Koldborg Johansen var ligeledes fejlfri i hovedspringningen, men fik begge 4 fejl i omspringningen.
Riders Cup fortsætter i morgen med endnu en S-klasse, hvor alle ryttere får en ny chance for at kæmpe med om sejren. Efter dagens klasser er der stor buffet, anrettet af Glenn Nielsen. Rytterne samles til spisning og håndbold efter dagens S-klasse.