Spændende aften med fokus på avlen

11-02-2008 15:09
Avl
Der ventes en bred skare af avlere til det avlsfaglige arrangement, som Dansk Varmblods region 7 indbyder til på onsdag syd for Aalborg. Dr. Thomas Nissen er en stor og kendt kapacitet i avlssammenhænge og uanset, om man avler spring- eller dressurheste og om man har forkærlighed for holstenerblod eller ej, så bør man kunne hente meget inspiration og ny viden ved dette arrangement.
Copyright Ridehesten.com
Dr. Thomas Nissen (Arkivfoto: Ridehesten.com).

Bemærk arrangementet er ONSDAG den 13. februar og ikke torsdag som meddelt på regionssiderne i Ridehestens februar udgave. Dansk Varmblods region 7 står bag et avlsfagligt arrangement, hvor avlere fra hele landet inviteres til at opleve den legendariske avlsleder fra det tyske holstenerforbund, Dr. Thomas Nissen, der vil øse ud af sine erfaringer og fremtidsplaner. Arrangementsudvalget i Dansk Varmblods region 7 håber på en udbytterig aften for avlsinteresserede fra hele landet. Der er lagt op til en avlsfaglig oplevelse af de helt store, hvor den kendte avlsleder Dr. Thomas Nissen holder foredrag. Der vil i detaljeret form blive fremlagt information om holstenerforbundets avlsprincipper og endvidere vil man komme ind på stærke præstationshoppestammer, brugen af forædlerblod, globaliseringen samt interessante nye og gamle hingste fra forbundet. Aftenen vil blive afsluttet med mulighed for at stille spørgsmål til Dr. Nissen. Dansk Varmblods formand Jan Pedersen vil hjælpe med oversættelse samt at indsamle evt. skriftlige spørgsmål og derefter videregive dem på bedste faglige vis. Arrangementet afholdes på Landbogården i Skalborg onsdag den 13. februar kl. 19.30. Entre 100,- kr. inklusiv kaffe og brød.

Trine Askjær-Jørgensen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen