Spændende første dag med testrytter

08-03-2019 23:29

Det var en række forskellige heste, som Lars Bak Andersen fik lov til at teste. Især en enkel var særlig sensibel, men den fik til gengæld også 9,5 i kapacitet.

Copyright Ridehesten.com
Ca-Di DD viser sin kapacitet for Lars Bak Andersen og publikum.
Nyheden fortsætter efter annoncen

Igen i år var Lars Bak Andersen testrytter i Katrinelund Unghestechampionat i springning, og han gør et formidabelt arbejde med de unge heste. Alle hestene får tid til at komme under hans hjælpere, og han gør det hele med en ro og et overblik, som giver hestene de optimale forhold til at vise sig bedst muligt.


Det lykkedes i alt tre heste i dag at få en samlet pointsum på 330,00. Den første af de tre på banen var Ca-Di DD e. Carmargue/Corratus (opdr. Danish Derby Horse Shows ApS), og var fremvist de foregående dage af Christian Jansen. Den smukke ædle hoppe var dog også meget sensibel i de nye omgivelser. De første to dage er foregået i Danish Computer Group hal E og i dag var det rykket ind i Kraft Arena hal M, så nu var der pludselig tribuner fyldt med publikum på begge sider, og det var der flere af hestene der reagerede på. Men særligt Ca-Di DD skulle lige i gang inde på banen, før hun faldt tilstrækkeligt til ro til at testrytteren Lars Bak Andersen kunne komme igennem til hende.

Ved alle hestene lagde Lars Bak Andersen ud med at ride og teste hestene i dressuren, for at se hvordan hestene virkede under hjælperne. Det spændende ved at have testrytter på hestene er, at nogle gange kan heste føles helt anderledes end de ser ud, og det er med til at give et billede af hvordan reelt er ift. hvordan den ser ud fra jorden.

Ved Ca-Di DD gav han sig god tid til at få hende til at slappe af og være tryg ved at have en ny rytter på ryggen. Men allerede fra første spring udtalte Lars, at det var tydeligt at mærke at der var et kæmpe stort spring i Ca-Di DD.

Undervejs i afprøvningen var Lars hele tiden nødt til at holde Ca-Di DD inde under rammerne, men igen havde han kun ros til overs, da han begynde at ride på okseren. Her roste han den fine forbensteknik, og han fortsatte med at sige, at der var tale om en hest med rigtig gode fremtidsmuligheder. Hvis bare man giver sig tid med den og får den uddannet godt. Lars udtalte til sidst, at han var nødt til at ride en okser mere, for nu var det begyndt at være sjovt. For som Lars udtalte - kapaciteten var ekstra i det her tilfælde. Alt i alt sprang Ca-Di DD rigtigt, og hun sluttede med karaktererne 7 for ridelighed men hele 9,5 i kapacitet.

Copyright Ridehesten.com
Testrytter Lars Bak Andersen.
Nyheden fortsætter efter annoncen


JC Balou’s Golden Globe e. Balou/Peter Pan (opdr. Camilla Paulin og Jesper Rytter) var den næste hest i toppen i af dagens testrytterspringning. Inden dagens springning var han redet af Jesper Meyenburg.
Lars fortalte, at han allerede inden han var kommet i gang var positiv over for hesten, da han havde været begejstret for hesten fra anden afdeling af Unghestechampionatet dagen før, bl.a. fordi den sprang rigtigt godt bagi.
Golden Globe ville gerne være fremme, og alt hvad Lars bad ham om at udføre gjort han rigtigt fint. Golden Globe var også påvirket af at have skiftet hal, men det tog ikke Lars mange øjeblik at få ham rimeligt ind i rammerne.

Golden Globe lagde også i dag ud med at vise sin gode bagbensteknik. Lars udtalte bl.a. at Golden Globe var en hest, som skulle vente lidt mere hen mod springene. Undervejs udtalte Lars at det var tale om god kvalitet han har med at gøre og en uanet springformåen. Det gav sig også udslag i karakterne 7,5 for ridelighed og 9 for kapacitet.

Lars gør et formidabelt arbejde med de unge heste. Alle hestene får tid til at komme under hans hjælpere, og han gør det hele med en ro og et overblik, som giver hestene de optimale forhold til at vise sig bedst muligt.
 

Den tredje hest der fik den højeste pointsum var Kong’s Chardonnay e. Volstrups Cash/Calido I (opdr. Hans Ley), det var fremvist af Trine Lindberg de foregående dage. Chardonnay var let og lydhør, og gjorde alt hvad Lars bad om. Heriblandt kom der fine changementer til hver side. Det var hele tiden muligt for Lars at holde hende fremme og komme godt hen til springene.
Da det blev tid til springningen, blev nogle af de fine kommentarer at Chardonnay havde et godt afsæt og kom godt af jorden flere steder. Det blev til en enkel nedrivning, men Chardonnay reagerede fuldstændigt som hun skulle på den berøring.

Lars valgte til sidst at vise hvor nem og ukompliceret Chardonnay var ved at springe rundt på hende med kun en hånd i et ottetal – det var tydeligt for enhver at hun kørte rundt fuldstændig som hun skulle. Det er første gang nogensinde, at Lars har valgt den fremgangsmåde til Unghestechampionatet. Helt velfortjent fik hun karakteren 9 for ridelighed, hvor det blev til 7,5 i kapacitet.

Efter dagens test, ligger JC Balou’s Golden Globe i spidsen med 805,000 point foran Ca-Di DD med 803,750 point og Coramo LN med 782,500 point. Men i morgen er det tid til de 10 heste, der fik samlet flest point de to første dage.

Resultatlisten fra i dag kan ses her.

Copyright Ridehesten.com
JC Balou's Golden Globe og Lars Bak Andersen under dagens testrytterspringning.

 

Annika Knudsen Lorentsen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Annika Knudsen Lorentsen