Spændene startfelt ved indendørs DM

29-01-2023 10:16

Annika Knudsen Lorentsen

I næste uge afholder Danish Derby Horse Shows indendørs DM for sidste gang i denne omgang, og tilmeldt er et spændende startfelt fordelt på de tre aldersgrupper junior, ungrytter og senior

Copyright Ridehesten.com
Christian Jansen med Stenvangs Daiquiri. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

De sidste 11 år har Danish Derby Horse Show dannet rammen om indendørs DM, med undtagelse af et år, hvor stævnet grundet corona, var rykket til Sønderborg. I år er sidste gang, at værterne arrangere stævnet i denne omgang, og arrangørerne glæder sig til at byde rytterne velkomne på Vilhelmsborg i næste uge. 

Stævnet starter torsdag den 2. februar med en række landsstævneklasser, og allerede fredag starter de første mesterskabsklasser. Her skal junior- og seniorrytterne ride deres første runde i mesterskabet, mens ungrytterne skal ride deres første runde lørdag. Seniormesterskabet afgøres lørdag, mens de to mesterskaber i ungdomsrækkerne afgøres søndag. 

Tager man et kig på startlisten i Agria DRF Mesterskabet for senior, er der tilmeldt 33 ekvipager i skrivende stund. Sidste års vinder er ikke på startlisten, men det er til gengæld den ekvipage der sidste år tog sølvmedaljen, Mikkel Laursen med Come Undone One e. Chacco-Blue/ Cento, og sidste års bronzevinder, Jack Ray Nielsen med Gerdings Rockmama e. Rockland/ Cajus (opdr. Rudie Telgenhof/Jens Peder Pedersen). 

Copyright Ridehesten.com
Mikkel Laursen med Come Undone One. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

På startlisten er mange gode bud på en vinder, eksempelvis 2022's jyske mester, Christian Jansen, som har to heste til start i den indledende runde. Flere unge ryttere er også tilmeldt i seniorrækken, f.eks. 21-årige Caroline Rehoff Pedersen, som netop er rykket ud af ungrytterkategorien. Hun har fornyligt været til start ved World Cup-stævnet i Leipzig, hvor hun med hestene Chaccieny e. Chacco-Blue/ Caretano og Calvin 115 e. Castelan I/ Colman leverede imponerende fejlfrie og gode runder i klasser fra 150-160 cm. Netop disse heste, er dem som Caroline er tilmeldt mesterskabet med. 

Endnu en ekvipage med World Cup-erfaring fra indeværende sæson er tilmeldt mesterskabet, nemlig Thomas Velin med Bolero du Beaufour e. Nabab de Reve/ Diamant de Semilly. 

Se hele listen for senior.

Copyright Ridehesten.com
Alberte Filuca Brünning Conradsen med Miss Hope. Foto: Ridehesten.com/Annika Knudsen Lorentsen

Talentfulde unge ryttere
Hos juniorrytterne kommer sidste års guldvinder, Alberte Filuca Brünning Conradsen til start med to heste, herunder den hest hun vandt guldet med sidste år. Hun får udfordring af flere gode juniorryttere, som bestemt har en chance for at sikre sig medaljer i årets mesterskab. 

Sidste års sølv- og bronzevindere i juniormesterskabet, Noona Wildfang Linde og Frida Munk Lassen, er rykket op i ungrytternes mesterskab, hvor de skal kæmpe om medaljerne mod blandt andet bronzevinderen fra sidste års ungryttermesterskab. Guld- og sølvmedaljetagerne fra sidste års ungryttermesterskab er ikke at finde på listen, men der er flere gode bud på en vinder blandt de tilmeldte. 

Se listen for junior. 

Se listen for ungrytter.

Start- og resultatlister.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner