Spansk rytter mister GP-hest i ulykke

08-07-2025 18:05

Efter en succesfuld weekend ved CHIO-stævnet i tyske Aachen oplevede den spanske dressurrytter Juan Matute Guimon enhver hesteejers mareridt, da hans hest var med i en alvorlig trafikulykke på vej hjem fra Tyskland

Copyright Ridehesten.com
Den spanske dressurrytter, Juan Matute Guimon har mistet sin hest i en tragisk ulykke på vej hjem fra ridestævne. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø
Nyheden fortsætter efter annoncen

Den spanske dressurrytter, Juan Matute Guimon har lidt et hjerteskærende tab, da hans Grand Prix-hest, Lexus omkom i en trafikulykke på vej hjem fra CHIO-stævnet i Aachen, Tyskland. Ulykken fandt sted nær Tours i det centrale Frankrig, hvor hestelastbilen var på vej hjem med hesten til Madrid. 

I lastbilen var selvfølgelig hesten og chaufføren, men også hestens groom. De to sidstnævnte blev kørt til hospitalet med mindre skader og er efter omstændighederne okay, men desværre blev den blot 9-årige vallak så alvorligt kvæstet, at han ikke stod til at redde. 

KWPN-vallakken efter Vivaldi med Ferro som morfar havde vist lovende udvikling og var udset som Juan Matute Guimons kommende tophest. Parret har haft en travl sæson, hvor de blandt andet repræsenterede Spanien i FEI Nations Cup i både Compiègne og Aachen, og har ligeledes leveret solide præstationer ved CDI-stævner i blandt andet Fontainebleau og Lier. Lexus havde sin Grand Prix-debut i 2024 og var i år med i kapløbet om en plads på det spanske EM-hold. 

Nyheden fortsætter efter annoncen

Drømmene om endnu flere fantastiske oplevelser på den internationale dressurbane fik desværre en trist ende efter den tragiske ulykke, og i et følelsesladet opslag på Instagram beskriver den spanske rytter sin dybe sorg over tabet af sin bedste ven. Den unge dressurrytter har selv gennemlevet en alvorlig hjerneblødning i 2020, hvor han siden kæmpet sig tilbage til international topsport med Lexus som en vigtig del af rejsen. Nu er deres fælles historie og drømmene desværre fortid, men Juan Matute Guimon udtrykker stor taknemmelighed for den tid, de fik sammen. 

Se Juan Matute Guimons rørende Instagram-opslag herunder:

Kilde: Eurodressage.com. 

Annika Knudsen Lorentsen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Annika Knudsen Lorentsen