Stærkt klubfællesskab førte til sydjysk mesterskab

08-06-2026 20:26

Da de sydjyske mesterskaber i dressur blev afgjort i weekenden, gik guld, sølv og bronze i seniorklassen til ryttere fra samme klub. Rytterne fra Rideklubben Møllen leverede en imponerende præstation, der vidner om et stærkt træningsmiljø og stort sammenhold

Copyright Ridehesten.com
Tre ekvipager fra Rideklubben Møllen kunne i går stille sig på podiet til Sydjysk Mesterskab for seniorer. Fv. Isabel Bodholdt og Gørklintgårds Rockabye, Kristina Ribergaard på Blue Hors Valenzo og Nana Berg Christensen på Fattiggaardens Sortea. Foto: Privat
Nyheden fortsætter efter annoncen

Da de individuelle sydjyske mesterskaber i dressur for hest og pony blev afviklet hos Guldager Rideklub i weekenden, blev det en særdeles succesfuld oplevelse for rytterne fra Rideklubben Møllen, der i alt havde otte ryttere til start fordelt på forskellige klasser hele weekenden over. 

I seniormesterskabet, der blev afgjort over to afdelinger i henholdsvis MB2 og MB3, sikrede Kristina Ribergaard sig titlen som individuel sydjysk mester i sadlen på Blue Hors Valenzo e. Blue Hors Veneziano/ Dimaggio efter to flotte ridt til henholdsvis 72,500% og 71,760% hvilket samlet rakte til en suveræn sejr, men det var langt fra det eneste højdepunkt for klubben. 

Rideklubben Møllens ryttere satte sig nemlig på hele podiet i seniorklassen med placeringer som både nummer ét, to og tre, mens endnu en klubkammerat red sig ind på femtepladsen. Resultatet understregede ikke bare det høje niveau, men også den styrke og bredde, som klubben har opbygget gennem de senere år. 

Copyright Ridehesten.com
Kristina Ribergaard og Blue Hors Valenzo tog sejren. Foto: Privat

Andenpladsen gik til Isabel Bodholdt på den 7-årige DV-hest Gørklintgårds Rockabye e. Rock For Me/ Samba Hit III (opdr. Gørklintgård v/ Jørgen Ravn), der sluttede på samlet 140,765% efter de to dage, mens Nana Berg Christensen og den 6-årige DV-hoppe Fattiggaardens Sortea e. Fürsten-Look/ Uno Don Diego (opdr. Jette Funch Brøgger) tog sig af tredjepladsen med samlet 138,727%. Sidste klubkammerat, der red sig til en placering som nummer fem, var Marja Karin Michaelis og Don Luxery e. Don Deluxe/ Weltmeyer, der endte samlet på 136,296%. 

Nyheden fortsætter efter annoncen

De flotte resultater fra klubben kommer ikke ud af det blå. Rideklubben Møllen kunne nemlig sidste år lade sig hylde som sydjyske holdmestre, og flere af rytterne fra weekendens mesterskab var også en del af det succesfulde hold sidste år. 

Copyright Ridehesten.com
Nana Berg Christensen og Fattiggaardens Sortea. Foto: Ridehesten.com/ Aviaja Vindum Hansen

Ifølge klubbens ryttere er resultatet et produkt af et stærkt træningsmiljø med dygtige og engagerede undervisere, støttende forældre og hjælpere samt et tæt fællesskab og sammenhold omkring både rytterne men også hinandens heste. 

Resultater skabes aldrig alene, men som et resultat af et stærkt og fagligt kompetent træningsmiljø omkring rytterne og hestene, lyder det. 

Med både guld, sølv og bronze i seniormesterskabet samt endnu en placering i top-5 blev weekenden et tydeligt bevis på, hvad et stærkt klubmiljø kan føre til. For Rideklubben Møllen handlede mesterskabet derfor ikke kun om medaljer og procenter, men også om glæden ved at dele succeserne med holdkammeraterne – både på opvarmningsbanen og på sejrsskamlen.

Stævnets start- og resultatlister. 

Anna Pørtner

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner