Stjerneheste til B-stævne i Solrød

28-09-2024 20:51

Trine Askjær-Jørgensen

Der har virkelig været flot dressur og gode heste at se på ved landsstævnet i Solrød i dag, hvor der både var høj kvalitet i turneringerne og de almindelige B-klasser

Copyright Ridehesten.com
Selina Solberg Vittinghus og Atterupgaard Delorean. Foto: Ridehesten.com/Annette Boe Østergaard
Nyheden fortsætter efter annoncen

Solrød Rideklub er i denne weekend vært for et stort landsstævne i dressur med fjerde kvalifikation af Bundgaard Byg Cup samt finalen i Dressurens Venner Cup.

Netop turneringerne skulle der tages hul på dag, men det var en helt almindelig B-klasse, der åbnede ballet lørdag, nemlig MA1. Klassen blev vundet i sikker stil af Selina Solberg Vittinghus, der gjorde comeback på stævnebanerne med den 11-årige dansk varmblodshoppe Atterupgaard Delorean e. Bon Bravour/ Sandro Hit (opdr. Atterupgaard) og scorede flotte 73,658% til en placering øverst på podiet.

På andenpladsen blev det Selinas gode veninde HP Horses-rytteren, Maria Falkner Hansen, med Best of Mount St. John OLD e. Fürst Romancier/ Bordeaux, som red til 69,722%, mens Anne Sofie Aaen tog sig af tredjepladsen sammen med Dandy Hit e. Dante Weltino/ Sandro Hit og 69,352%.

Copyright Ridehesten.com
Kecia Sanvig og Foxy Secret MJ. Foto: Ridehesten.com/Kristine Bojsen

Talentfuld, ung ekvipage øverst på podiet
Dressurens Venner Cup er en holdturnering på C-stævneniveau, og den sidste klasse i finalen afvikles i morgen, hvor de samlede resultater for holdene så står klar. I front af klassen i dag har vi Kecia Sanvig fra Askelund Sportsrideklub med det 5-årige talent Foxy Secret MJ e. Secret/ De Noir (opdr. Victoria og Claus Mortensen Johnsen), som blandt andet har deltaget i Dansk Varmblods Unghestechampionat i Herning i år. Parret red til hele 76,092% i LA2-programmet, mens andenpladsens Thilde Emilie Høier og Fredenshøjs Romina e. For Romance II/ Der Lord (opdr. Susanne og Rasmus Gangsted-Rasmussen) red til 71,389%, og tredjepladsens Kathrine Katholm Nielsen og KA Douglas e. Blue Hors Don Olymbrio/ De Noir (opdr. Kim Dreyer) red til 71,334%. Det var en tæt top med alle seks placerede ekvipager over 70%.

Fakta
Om Dressurens Venner Cup

Danmarksturnering i dressur for klubhold sponsoreret af Dressurens Venner i samarbejde med Ingdam's. Dressurens Venner Cup er en klubholddressurkonkurrence, der afvikles over seks kvalifikationsrunder fordelt over landet samt en finale. Kvalifikationsklasserne udskrives i LA2-A og afvikles ved C-stævner.

Læs mere.

Fold up
Copyright Ridehesten.com
Anne-Mette Strandy Hansen og Delizia. Foto: Ridehesten.com/Kristine Bojsen

Derefter blev det endelig tid til første afdeling af Bundgaard Byg Cup ved denne fjerde og sidste kvalifikation af turneringen, der som bekendt rides i Intermediaire I og Intermediaire I Kür. De 18 bedste ryttere går videre til finalen, der i år afvikles på Stutteri Ask ifm. finalerne i Pavo og DRF's championater for unge dressurheste den 11.-13. oktober.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Med dagens Intermediaire I har Helgstrand-rytter Anne-Mette Strandby Hansen lagt sig i front. Hun red den dejlige, sortbrune DV-hoppe Delizia e. Fürstenball/De Noir (opdr. Lotte Sophia Liv Kulle), der tidligere har gået under Anne Troensegaard, til 72,456% og en sejr.

Hun bliver dog pustet godt og grundigt i nakken af Carina Nevermann Torup, der er at finde på både anden- og tredjepladsen med henholdsvis Lennon e. Londontime/ Dancier, som gik til 71,141%, og Baunehøjens Carpaccio DWB e. Charmeur/ Kermo's White Talisman (opdr. Pia Gobert), som gik til 70,570%.

Blue Hors-rytter Sophia Ludvigsen og den dansk varmblodskårede avlshingst Blue Hors Baron e. Callaho's Benicio/ Sir Donnerhall I indtog fjerdepladsen med 70,439%.

Fakta
Om Bundgaard Byg Cup

Bundgaard Byg Cup er en kendt og traditionsrig landsdækkende turnering for ekvipager, der har opnået min. 60% ved start i en Prix St. Georges ved B-stævner eller 63% ved start i Prix St. Georges ved C-stævner i kvalifikationsperioden. Bundgaard Byg Cup rides over fire spændende kvalifikationsrunder i Intermediaire I og Intermediare I Kür. De 18 bedste ryttere går videre til finalen for at dyste om den prestigefyldte titel som vinder af Bundgaard Byg Cup.

Læs mere.

Fold up
Copyright Ridehesten.com
Rune Willum Hansen og Hevringholms Delaya DWB. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Dagens sidste og højeste klasse i Solrød var en Grand Prix, der blev vundet af Rune Willum Hansen med den 12-årige DV-hoppe Hevringholms Delaya DWB e. Era Dancing Hit/ Blue Hors Hertug (opdr. Anne-Sophie Høyer Christensen), som red til 67.767%, mens Line Miller Danielsen og en anden 12-årig DV-hoppe, Halmtofte Amourette e. San Amour/ Solos Landwind (opdr. Hanne Brebøl & Ole Thorsen), tog sig af andenpladsen med 65,800%.

Stævnets start- og resultatlister.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner