Anna Pørtner
Den hollandske OL-rytter Imke Schellekens-Bartels erhvervede sig tilbage i 2021 den talentfulde Dansk Varmblods-hoppe Straight Horse Sezuanna e. Blue Hors Zack/ Blue Hors Don Schufro, der er avlet hos Eva Götzsche og Mogens Pedersen. Siden har parret brugt god tid på at lære hinanden at kende, men i går delte Imke Schellekens-Bartels på sine sociale medier, at parret netop havde vundet en Intermediare I med 70%. Selvom Imke skriver, at der stadig er plads til forbedring, er hun yderst tilfreds med resultatet og følelsen på banen i går.
Det ligger i blodet
Den 12-årige hoppe Straight Horse Sezuanna er lavet på hoppen Bøgegårdens Don Romina som embryotransfer tilbage i 2013, og hendes helsøster Straight Horse Ascenzione, som er født samme år og dag, har haft en flot international karriere med den tyske OL-rytter Helen Langehanenberg. Begge de talentfulde hopper er ligeledes helsøstre til den verdenskendte DV-hingst Sezuan (opdr. Linette Jæger), der blandt andet er kendt fordi han vandt UVM tre gange i streg sammen med den tyske toprytter Dorothee Schneider.
Guldmedalje- og elitehoppe i Dansk Varmblod
Sezuanna selv er kåret i RDH og tildelt guldmedalje af Dansk Varmblod. Ved sin sadelkåring i 2016 opnåede hun hele 10 for kapacitet, ligesom traven også blev belønnet med et flot 10-tal. I alt opnåede hoppen 948,5 point ved kåringen, og blev derudover kåret som Årets Dressurbetonede Hoppe i Dansk Varmblod i 2016.
I 2024 blev hele 56 elitehopper udnævnt i Dansk Varmblod, som er den højeste udmærkelse en hoppe kan opnå i DV, og én af dem var Straight Horse Sezuanna. Det fornemme prædikat opnår hun blandt andet på baggrund af sit afkom, Straight Horse Finest Hour e. Franklin/ Blue Hors Zack, der blev kåret som 4-års i Dansk Varmblod tilbage i 2022.
I 2018 havde Sezuanna sin debut på de nationale stævnebaner i Danmark med Kenneth Damgaard i sadlen, hvor de ligeledes deltog ved Dansk Varmblods Championat for ungheste i dressur. Fra 2018 og indtil salget til Holland, var hoppen ikke aktiv på stævnebanerne, men da Imke erhvervede sig hoppen fra Helgstrand Dressage, der ejede en del af Sezuanna, håbede hun at kunne lave det om, fortalte hun dengang til Eurodressage:
– Hun er meget varm og stadig meget uerfaren, men hun har en fantastisk mængde power og rigtig meget potentiale. Jeg starter med at arbejde med hende, og mit mål er at uddanne hende til Grand Prix-niveau, og få hende ud på stævnebanerne.
Nu er Imke Schellekens-Bartels og Straight Horse Sezuanna rigtig godt på vej, og i går tog de altså deres første sejr i Intermediare I, som bare var hoppens anden Intermediare-start. Tilbage i oktober 2024 havde parret deres Inter-debut, hvor de red til 71,100%, og med resultatet i går, er det vist tydeligt, at hoppen og Imke er godt på vej op i klasserne.
Se Imkes Instagram-opslag herunder: