Thomas Bach Jensen
Clear Heart Z DVH 1450 og Gracieux H.A.P. DVH 1360, der begge har været aktive avlshingste på Katrinelund, har nu fået ny adresse på det prominente Hof Sosath, professionel springstald og hingstestation igennem mange år og flere generationer.
– Jeg lærte Gerd Sosath at kende for omkring 25 år siden, da han var til kåring med Landor S i Sverige, hvor jeg fremstillede Crelido. Vi har begge landmandsbaggrund og ser ens på mange ting. Da den tyske hingstestation Böckmann lukkede, og vores samarbejde ophørte, besluttede jeg mig for at genoptage kontakten med Gerd Sosath, og vi har nu haft et godt samarbejde igennem flere år. Han forhandler også sæd fra Donkey Boy og Bon Coeur i sin forretning, fortæller Ib Kirk.
5-årige Clear Heart Z e. Casall Sem/ Coulthard (opdr. Torben Nielsen og Eva Jørgensen), blev ved dette års hingstekåring færdigkåret med opdrættermedalje i bronze og har nu to følårgange. Han har i sommer opnået placeringer i DRF's championatskvalifikationer for 5-års under berider Stine Klausholt.
8-årige Gracieux H.A.P. e. Grim St. Clair/ Casir Ask (opdr. Helene A. og Kim Pedersen) er færdigkåret i DV med opdrættermedalje i sølv og har i år fået sin femte følårgang. Også han har opnået flere placeringer i DRF's championatskvalifikationer under Stine Klausholt.
Det to hingste er solgt med sport for øjet, men Clear Heart Z skal også bedække næste år. Ib Kirk fortæller, at Gerd Sosath blev meget begejstret for Clear Heart Z's danskavlede far Casall Sem, da han så den under Stein Endresen. I samme åndedrag understreger Ib Kirk, at det slet ikke står så ringe til med dansk springhesteavl.