Topnavne dømmer UCH i dressur

02-02-2026 06:45

Dansk Varmblods Hingstekåring i Herning nærmer sig med hastige skridt, og det samme gør altså Blue Hors Unghestechampionat i dressur. I år bliver championatet bedømt af topdommere, med stor erfaring i at vurdere unghestenes kvalitet

Copyright Ridehesten.com
Dansk Varmblods Hingstekåring i Herning nærmer sig, og det samme gør Blue Hors Unghestechampionat. Her ses sidste års vinder, Selina Solberg Vittinghus og Atterupgaards Daimi. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø
Nyheden fortsætter efter annoncen

Dansk Varmblods Hingstekåring løber af stablen i marts, nærmere i uge 10, og i den forbindelse afholdes der traditionen tro årets Blue Hors Unghestechampionat i dressur. Dansk Varmblod har i år gjort et scoop i valget af dommere til championatet under arrangementet, som finder sted fra den 4.-8. marts i MCH Messecenter Herning. 

Unghestechampionatet i dressur og springning er en finale for 5-årige heste, som har kvalificeret sig til deltagelse ved de afholdte egnethedstests rundt om i Dansk Varmblods regioner i løbet af oktober og november måned 2025. 

Det populære championat har en helt specifik afviklingsform, idet hestene rides af egen rytter, men ligeledes rides af en testrytter. Det er i år femte gang, at OL-rytter Daniel Bachmann Andersen har fornøjelsen af at teste de bedste 24 heste fordelt på to runder inde i Jyske Bank Boxen lørdag og søndag. 

Copyright Ridehesten.com
Daniel Bachmann Andersen er testrytter på unghestene for femte år i træk. Foto: Ridehesten.com/ Maria Lerche Mortensen

Topdommere fra udlandet og Danmark
De to første konkurrencedage skal hestene rides af deres egne ryttere for inviterede dommere. I år har Dansk Varmblod igen lavet aftale med den firestjernede dommer og internationale træner fra Tyskland, Sven Rothenberger, samt den internationale rytter, træner og coach ligeledes fra Tyskland, Heike Kemmer

De to tyske dommere vil få selskab af danske berider Rune Willum, som også var gennemgående dommer ved egnethedstestene i løbet af efteråret. Han bliver dermed Dansk Varmblods repræsentant i dommergruppen, der består af de tre erfarne dommere. 

Copyright Ridehesten.com
Rune Willum (tv) er dommer i Unghestechampionatet i dressur sammen med Sven Rothenberger (th), mens Gunilla Nyman (mf) styrer rytterne gennem fremvisningen. Foto: Ridehesten.com/ Britt Carlsen

Fremragende heste og ægte hestefolk
Sidste år havde DV for første gang fornøjelsen af at have Sven Rothenberger som dommer i unghestechampionatet, og han ser frem til at komme til Danmark for at bedømme de unge dressurheste endnu en gang: 

Jeg var meget glad for igen i år at blive inviteret til at dømme det danske unghestechampionat i Herning, indleder Sven Rothenberger og fortsætter:

Herning er et helt særligt arrangement, fordi det samler både verdens bedste dressurryttere gennem Ecco Five Star Dressage, de unge talenter og avlerne

Om kvaliteten af Dansk Varmblodshestene i championatet siger han: 

Ud fra sidste år kan jeg sige, at der blev præsenteret unge heste af usædvanlig høj kvalitet, og at jeg virkelig nød at kommentere på og vurdere dem. Det er netop det, jeg håber på igen i år. To dage med meget gode heste og en heldig hånd i bedømmelsen, så jeg kan vurdere hestene korrekt og være med til at åbne vejen for en succesfuld fremtid. Sammenfattende er det et fantastisk arrangement med fremragende heste og frem for alt - ægte hestefolk, forklarer han. 

Nyheden fortsætter efter annoncen

Sven Rothenberger har en stor, international karriere på dressurbanerne bag sig. Den hest, som for alvor satte Sven på verdenskortet, var en Dansk Varmblod, nemlig Andiamo e. May Sherif. Sammen med Andiamo blev Sven Rothenberger den første mandlige rytter til at vinde en World Cup-finale, det var i s’Hertogenbosch i Holland i 1990.

Det er sidenhen blevet til flere mesterskabsmedaljer til den tyske rytter, der i 1994 skiftede nationalitet efter ægteskab med den hollandske rytter Gonnelien. Sammen har de tre børn, som er velkendte i dressursporten: Sanneke, Semmieke og Sönke Rothenberger, som alle har redet på landsholdet for Tyskland, som pony- og ungdomsryttere, alle trænet af deres forældre. Et stort antal ungheste har passeret gennem hænderne på Sven Rothenberger, der også har en stor interesse for avlen. Gennem årene har han fremstillet hingste til kåring i de tyske forbund.

Copyright Ridehesten.com
Sven Rothenberger fra Tyskland bliver igen en del af dommerkomitéen. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø

OL-rytter og avler
Sven Rothenberger og Rune Willum suppleres i år af den tyske OL-rytter Heike Kemmer. Hun er datter af en hesteavler og er vokset op i en rigtig hestefamilie. Hun har senere hen overtaget ledelsen af familiens stutteri, hvor hun har avlet mange succesfulde heste. 

Hun har vundet flere holdguld ved OL i Athen og Hongkong samt individuel bronze, ligeledes i Hongkong. Flere medaljer ved EM og tyske mesterskaber er ligeledes at finde på hendes flotte cv. I dag arbejder hun som træner, underviser og fagperson i den tyske dressursport. Hun er en internationalt respekteret fagperson, tilknyttet elitesports- og avlsmiljøet i Tyskland. 

Copyright Ridehesten.com
Heike Kemmer ved OL i Hongkong i 2008. Foto: Ridehesten.com/ Britt Carlsen

Sådan afvikles unghestechampionatet
Hestene i unghestechampionatet rides af egen rytter onsdag inde i Jyske Bank Boxen, hvor der er tre heste på banen ad gangen. Her skal Sven Rothenberger, Heike Kemmer og berider Rune Willum give gangartskarakterer. 

Torsdag, også i Boxen, skal rytterne ride dressurøvelser svarende til LA-niveau. Rytterne er bekendt med en liste over øvelser, som de forventes at kunne vise efter anvisning. Det er opråber, dressurdommer Gunilla Nyman, som styrer rideretningen, gangarter og øvelser.

Dommerne skal give karakterer for gangarter (skridt, trav og galop) samt for ridelighed og kapacitet. Rytterne rider på banen to ad gangen, og efter deres ridt får de en mundtlig karakteristik af Sven Rothenberger.

De 21 bedste heste går direkte i finalen, som afvikles i weekenden og, som tidligere beskrevet, er en testrytter-prøve. Her skal Daniel Bachmann Andersen give karakterer for ridelighed og kapacitet, samtidig med at han beskriver for publikum, hvordan han oplever hestens kvalitet og uddannelse.

Der er trøstfinaler fredag, hvorfra de tre bedste ekvipager får adgang til finalen. I praksis betyder det, at de heste, som er direkte kvalificerede til finalen, har hviledag fredag. De tre heste, som går videre fra trøstfinalen, skal først gå testrytterprøve søndag, så de får en hviledag lørdag.

/DV Event. 

Anna Pørtner

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner