Trods regn var Kalundborg Horse Event en succes

16-05-2021 23:01

Vejrguderne var ikke ligefrem på arrangørernes side, da det internationale militarystævne, Kalundborg Horse Event, blev afholdt i denne weekend. På trods af det, blev der vist god ridning og flere danske ryttere opnåede placeringer, her i blandt Simone Vinther som vandt CCI1*

Copyright Ridehesten.com
Simone Vinther på Abildgaards Synergi. Foto: Ridehesten.com/Maria Lerche Mortensen

Stor tilfredsheds fra rytterne, trods alt
Det danske maj-vejr gjorde ikke tingene nemmere for arrangørende bag Kalundborg Horse Event. Stævnet som i denne weekend både har indeholdt distrikt-, lands- og internationale klasser blev nemlig udsat for store mængder regn. 

– Vi indledte stævnet med rigtig meget regn og alt druknede bare. I løbet af fredagen og lørdagen blev det heldigvis rigtig godt vejr og det fik det til at tørre lidt, indtil vi igen i dag blev ramt af et massivt regnvejr, fortæller Mikkel Jørgensen, som står bag Team Cep/Stald Jørgensen der arrangerer stævnet. 

– Bunden har heldigvis holdt til regnvejret, så på trods af de store mængder regn vi fik, stod hestene godt fast på banerne. Vi har oplevet stor tilfredshed fra alle rytterne, som alle var været glade og fået mange gode oplevelser. 

Danske sejre og placeringer
De danske ryttere sørgede for at hive placeringer hjem i flere af de internationale klasser. CCI1*-Intro blev sågar vundet af danske Simone Vinther på Abildgaards Synergi e. Cape Town S/Lorentin (opdr. Ingeborg Og Jørn Abildgaard). Ekvipagen var fejlfri både på springbanen og i terrænet, hvilket resulterede i at de sluttede med 28,6 strafpoint. I samme klasse sluttede Heidi Nyhus på Landlystes Zarina e. Solos Landtinus/Lord Caletto (opdr. Peter Hoeck) på fjerdepladsen med 34,3 strafpoint, mens Petrea Hyldgaard Thomsen på Kim Possible e. Capri/Champion du Lys (opdr. Fam. Kristoffersen) blev nummer fem og Tobias Jørgensen på Lajgaardens Casanova e. Cannavaros/Cornetto (opdr. Karina Josefsen) blev nummer seks.

Det blev til tysk sejr i CCI2*-S, hvor flere danske ryttere fulgte på de resterende placeringer. Bedste dansker på fjerdepladsen blev Peter T. Flarup som på First Class GS e. Fuerst Nymphenburg/Carismo både var fejlfri på spring- og terrænbanerne, mens Maja Hach og DV-hoppen Birkegaardens Beyonce e. Bøgegårdens Boney M (opdr. Heidi And Lisbeth Rasmussen) blev nummer fem og Mia Hastrup på Mario Gomez e. Aston Martin/Koh-I-Noor (opdr. Bolette J. Emde) blev nummer seks.

I CCI3*-L blev de første to placeringer indtaget af Sverige og Tyskland, men det blev dansk på tredjepladsen. Med Midt-West Faveur e. Charmeur/Gribaldi (opdr. Poul Erik Nielsen) blev Bianca Walton nemlig placeret som eneste dansker i klassen med 40,1 strafpoint efter fejlfrie ture på både springbanen og i terrænet. 

Afslutningsvis formåede de danske ponyryttere også at ride placeringer hjem i CCIP2*. Emilie Nielsen på Odden's Replay e. Pedro (opdr. Catherine B. Tsangaratos) blev nummer to i klassen med 36,0 strafpoint og Siw Kaas på Hesteklewa Be My Best Smokey e. Smokey Black (opdr. Familien Kaas & Hemmingsen) blev nummer tre med 36,2 strafpoint.

Annika Knudsen Lorentsen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Annika Knudsen Lorentsen