Trolle flytter Ophena-produktion til Danmark

07-09-2026 12:16

De har svenske rødder, men fremover vil der stå Made in Denmark på Ophenas magnetiske sikkerhedsstigbøjle. Trolle har nemlig flyttet produktionen til Allerød – og allerede nu mærker de stor international interesse

Copyright Ridehesten.com
Tidligere på sommeren opkøbte Trolle Group det svenske mærke Ophena. Nu er produktionen rykket til Danmark. Her ses Founder & CEO Ulrich Trolle med sin partner britiske Ashlee Harrison og parrets fælles datter Taiga Trolle, hvor de fejrer opkøbet. Foto: Privat
Nyheden fortsætter efter annoncen

For få måneder siden opkøbte Trolle Group svenske Ophena, der står bag den magnetiske sikkerhedsstigbøjle. Nu tager Trolle næste skridt med brandet, for produktionen er nemlig flyttet til Danmark, hvor stigbøjlerne fremover bliver samlet og kvalitetskontrolleret på hovedkonteret i Allerød. 

Da Trolle Group i juli offentliggjorde opkøbet af svenske Ophena, blev det beskrevet som et naturligt næste skridt i virksomhedens fokus på ryttersikkerhed, innovation og premiumprodukter, og nu er næste skridt taget. Produktionen af Ophenas sikkerhedsstigbøjler er nemlig flyttet fra Sverige til Danmark. 

Vi har jo købt det svenske brand Ophena, som laver magnetiske sikkerhedsstigbøjler. Det er founderne Anton Fast og Simon Geldner, der har ejet det indtil nu, og nu har vi så flyttet hele produktionen til Danmark. Så nu kommer det jo til at være Made in Denmark, fortæller Ulrich Trolle, Founder & CEO i Trolle Group, til Ridehesten. 

Produktionen af stigbøjlerne foregår på Trolle Groups hovedkontor i Allerød, og ifølge Ulrich Trolle er det noget, virksomheden er meget begejstret for. 

Jeg tror, at vi må være de eneste, der laver en sikkerhedsstigbøjle i Danmark. Det synes jeg jo bare er meget sjovt, og vi synes det er megafedt at være med til at have en produktionsenhed i Danmark, siger han. 

Copyright Ridehesten.com
Den patenterede magnetiske stigbøjle Ophena bliver fremover produceret i Danmark. Foto: Trolle Group

Samling og kvalitetskontrol i Allerød
Der er ikke tale om, at alle dele til stigbøjlerne bliver produceret fra bunden i Allerød. Komponenterne kommer hjem til Trolle, hvorefter de bliver samlet med blandt andet magneter, gjort klar og pakket. 

I forbindelse med den nye produktion har Trolle Group også ansat en ny medarbejder, Johan, som skal stå for selve samlingen og den efterfølgende kvalitetskontrol af stigbøjlerne. 

Vi har faktisk ansat en autist, der er startet hos os, som hedder Johan, og han skal stå for produktionen her og samle dem og kvalitetskontrollere dem. Så han sørger for, at alt bliver gjort ordentligt, fortæller Ulrich Trolle. 

Nyheden fortsætter efter annoncen

Dermed bliver Allerød centrum for den sidste del af produktionen, inden Ophena-stigbøjlerne sendes videre ud til kunder og forhandlere. 

Copyright Ridehesten.com
Produktionen vil fremover finde sted på Trolles hovedkontor i Allerød. Foto: Trolle Group

Stor international interesse
Ophena har allerede et internationalt marked, og ifølge Ulrich Trolle har Trolle Group oplevet en meget positiv interesse, siden virksomheden overtog brandet. 

Hvor Ophenas tidligere ejere i højere grad havde haft fokus på salg direkte til forbrugerne, arbejder Trolle Group i højere grad gennem sit eksisterende B2B-netværk, og også her har de mødt meget positiv interesse for stigbøjlerne. 

Interessen har været super positiv. Vi er jo mere B2B-orienterede, hvor de gamle ejere bar mere B2C-orienterede. Vores sælger sidder i møder og lander aftaler, så vi er ved at få kunder rundt i hele verden. Der er allerede stor interesse for dem, men vi vil bredde dem endnu længere ud, fortæller Ulrich. 

Copyright Ridehesten.com
Grundlægger og CEO af Trolle Group, Ulrich Trolle. Foto: Ridehesten.com/ Jørgen Bak Rasmussen

Fra svensk innovation til dansk produktion
Ophena blev grundlagt i Göteborg og har siden udviklet sig til et internationalt brand inden for ryttersikkerhed. Den magnetiske sikkerhedsstigbøjle er udviklet med en åben konstruktion og et integreret magnetsystem, der skal mindske risikoen for, at rytteren sidder fast i stigbøjlen ved et fald.

Da Trolle Group i juli opkøbte Ophena, understregede Ulrich Trolle, at ambitionen er at udvikle brandet videre internationalt.

Nu er en del af den udvikling altså rykket til Danmark. Ophena har stadig sine svenske rødder, men fremover vil stigbøjlerne få den danske tilføjelse på produktionen: Made in Denmark.

Fakta
Om Trolle Group

Trolle Group blev grundlagt i Danmark for mere end 21 år siden og udvikler, ejer og distribuerer premium brands inden for ridesporten med et stærkt fokus på innovation, design, kvalitet og ryttersikkerhed. 

Med aktiviteter i Europa, Nordamerika, Mellemøsten og Asien er gruppens ambition at opbygge nogle af verdens stærkeste equestrian brands og samtidig være med til at forme en mere sikker og innovativ fremtid for sporten. 

Fold up

Læs mere om Ophena her. 

Annika Knudsen Lorentsen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Annika Knudsen Lorentsen