Uden sponsorer og hjælpere går det ikke

03-11-2018 14:03

Netop i disse dage er Heslegårds Sportsrideklub værter for det dressurlandsstævne med årets sidste ECCO Cup-kvalifikation. Bag ethvert succesfuldt ridestævne står en række aktive og hårdt arbejdende klubmedlemmer og en masse velvillige sponsorer. Vi har talt med formanden for Heslegårds Sportsrideklub

Copyright Ridehesten.com
Nogle af de mange frivillige, der får hjulene til at køre rundt i Heslegårds Sportsrideklub. Foto: Privat.
Nyheden fortsætter efter annoncen

Formand for Heslegårds Sportsrideklub, Ann Cecilie Larsen, er vant til at løbe stærkt, og i de sidste uger op til et landsstævne, bliver der sat ekstra hårdt ind. Flere af klubbens medlemmer investerer deres fritid og kræfter i planlægningsarbejdet og udnytter deres personlige forbindelser og netværk. Er der en udfordring, der er svær at tackle, så er der næsten altid nogen, der kender nogen, som kan hjælpe med en løsning.

Jeg tror, at man i alle slags klubber i Danmark oplever, at foreningslivet er sat under pres. Det kan knibe med at finde hjælpere, hvilket vi også oplever indimellem. Men lige til dette store landsstævne må jeg sige, at vi som klub godt kan føle os privilegerede. Der har været en rigtig flot opbakning både af klubbens medlemmer, men også af forældre, søskende og i det hele taget venner af klubben, fortæller formanden. 

Personligt synes jeg, at det er fedt at løfte sammen og skabe et godt stævne, og heldigvis er vi så flere, der har den samme glæde og motivation. Det er helt vildt, som folk knokler. Jeg tror, det er vigtigt at uddelegere opgaver og tro på, at dem der påtager sig en opgave også fuldfører den, men allervigtigst at anerkende og rose alle for det frivillige arbejde. Det eneste klubben derudover kan byde på er et måltid mad, kaffe og kage - og det gør vi, og her står de frivillige også bag. Man skal ikke undervurdere værdien i at samles og hygge sig, hvad enten det er til arbejdsdage eller til de store arrangementer som et landsstævne er. Det giver klubånd og mere snak på kryds og tværs, og finder folk enighed om noget, de synes, bør have et løft, og så bliver ting sat i gang. Det er vigtigt med en bestyrelse, der har ja-hatten på og også selv går foran både i organisering og i reel aktiv indsats, siger hun.

Vores klub kører alene på frivillige hænder, og uden offentligt tilskud, og vi skal således selv tjene alt. Indtægter fra startgebyrer dækker jo langtfra udgifterne til at holde et landsstævne. Derfor må der rigtig mange på banen; nogle der er dedikerede og arbejder for sagen, som var det deres egen. Ellers lykkes det ikke. Vi har brug for folk, der er produktive og gerne kender nogen, der også kan bidrage med noget, forklarer Ann Cecilie.

Et rullende køkken - næsten helt gratis

Frivillige hjælpere alene kan ikke gøre det; der skal også sponsorer til. Nogle af klubbens sponsorer kommer til via netværk internt blandt klubbens medlemmer og ellers sker det ved ”opsøgende salgsarbejde”. Vi har fokus på at klubben handler lokalt, for ønsker man, at lokale forretninger skal støtte klubben med sponsorater, så må man også bakke op om det lokale forretningsliv.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Pengesponsorater er fundamentet, men sponsorater kan være meget andet end penge, og man skal ikke undervurdere naturalier. Sponserer det lokale cateringfirma mad og slagteren kød til caféen, trælasten brædder til et projekt eller rådgiveren crew-jakker til de frivillige, så har det også en stor værdi. Man skal kunne se potentialet i det hele, forklarer Ann Cecilie.

Vi har desværre ikke et stort cafeteria og må derfor til landsstævnet bygge alt op fra grunden i et telt. Tidligere lejede vi også en køkkenvogn til produktion til cafeen, men den tog halvdelen af overskuddet fra salget af mad. Tilfældigt fandt vi et lille, men ret smart brugt køkken på DBA. Vi prøvede først at købe en del af det, men det endte med at sælger forærede os hele køkkenet inkl. fuldt funktionelle hvidevarer mod, at vi hentede det hurtigt. Så fik vi en lokal teltudlejer i spil med et større telt og til en bedre pris end tidligere, et hold friske fædre blev kaldt sammen til en håndværkerformiddag, og nu har vi det skønneste rulle-ud-køkken, som kun har kostet hjulene, brædderne, og selvfølgelig den frivillige indsats. Ja, det er lige som Den Store Bagedyst. Der var oveni købet en, der skaffede et helt nyt blandingsbatteri fra en sponsor, fortæller Ann Cecilie begejstret og tilføjer, at det store telt udover café også huser fire hovedsponsorudstillere.

Overskuddet skal opfylde drømme

Hun er en af de mange i klubben, som er forældre til en aktiv stævnerytter. De ønsker sig en klub, hvor der er råd til andet end blot at betale husleje. De arbejder for et større overskud, så de kan gøre flere ting og få flere folk med.

Det er vigtigt at italesætte, at klubben slet ikke kan eksistere uden medlemmerne og sponsorernes hjælp. Men vi skal ikke kun yde. Vi drømmer også om at kunne tilbyde andre arrangementer for vores medlemmer. Vi vil gerne støtte op om de yngre pigers ridelejr og tilbyde spændende foredrag og clinics for vores medlemmer. Ting tager tid, men det er noget af alt det, vi drømmer om og arbejder henimod, slutter Ann Cecilie.

Se klubbens facebookside for ridestævnet.

Kristine Ulsø Olsen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Kristine Ulsø Olsen