Ungdomsryttere udtaget til NC i Lier

07-05-2026 12:17

Fra den 21.-24. maj afvikles der Nations Cup-stævne for de unge dressurryttere i belgiske Lier. Nu har Dansk Ride Forbund sat navne på de ryttere, der skal repræsentere Danmark – både som hold og individuelt

Copyright Ridehesten.com
Der er nu udtaget ekvipager til Nations Cup-stævnet i Lier. Her Andrea Hamann Sand på Blue Hors Victor. Foto: Ridehesten.com/ Mie Thorup Poulsen

Dansk Ride Forbund har nu udtaget de unge dressurryttere, der skal repræsentere Danmark ved Nations Cup-stævnet i Lier, Belgien, fra den 21.-24. maj. Danmark stiller med både hold og individuelle ryttere i alle tre ungdomskategorier: pony, junior og ungryttere. 

Stævnet i Lier er en del af Dansk Ride Forbunds sportsplaner for ungdomslandsholdene og udgør samtidig et vigtigt led i forberedelserne frem mod sommerens europamesterskaber. Nations Cup-formatet giver rytterne mulighed for både at konkurrere individuelt og som hold. En erfaring, der er central i udviklingen frem mod internationale mesterskaber, hvor holdkonkurrencen spiller en afgørende rolle. 

Landstrænerteamet for pony samt junior og ungryttere ser derfor også stævnet som en vigtig indikator i forhold til den videre udtagelse til sommerens mesterskaber, uanset om man rider på hold eller som individuel rytter ved stævnet. 

Lier bliver et vigtigt pejlemærke for vores ungdomsryttere. Her får vi et aktuelt billede af niveau og stabilitet, som indgår i grundlaget frem mod sommerens mesterskabsudtagelser, lyder det fra landstrænerteamet. 

Copyright Ridehesten.com
Stævnet er et vigtigt pejlemærke frem mod sommerens europamesterskaber. Her Malina Bøgh Skovsager på Lyngdal's Mira Puella. Foto: Ridehesten.com/ Mie Thorup Poulsen

Samtidig giver stævnet mulighed for at styrke rytternes erfaring med at indgå i et hold, hvor det ikke kun handler om den individuelle præstation, men også om at levere for fællesskabet. Derfor er der stort fokus på holdånd ved stævnet, hvor landstræner for ponyrytterne, Lisbet Seierskilde, samt landstræner og holdleder for junior- og ungrytterne, Ulrik Falbe-Hansen og Jeannett Andreasen, vil være til stede. 

De danske ungdomsryttere får også mulighed for at ride Nations Cup i juni ved stævnet "Future Champions" i Hagen. Dette stævne er også en del af sportsplanerne og indgår ligeledes, sammen med sæsonens andre nationale og internationale stævner, i den samlede vurdering af, hvilke ekvipager, der skal udtages til sommerens mesterskaber. 

Følgende ekvipager skal ride Nations Cup i Lier: 

Pony - hold:

  • Agnes Ørnskov Beier på DSP Der Kleine Champion
  • Anna Dora Munch på Del Classico
  • Malina Bøgh Skovsager på Lyngdal's Mira Puella 
  • Steffanie Victoria Horsted Dyrlund på Cosmo Callidus NRW

Pony - individuelt:

  • Agnes Ørnskov Beier på Steendieks Diamond de Dali
  • Malina Bøgh Skovsager på DSP Cosmo Royale 

Junior - hold:

  • Isabella Struntze Torp på Vestervangs Garson
  • Laura Qvist på Hafsjolds Ranger
  • Rikke Maria Schoubye Johansen på Baunehøjens Carpaccio
  • Victoria Bang Zindorff på Pilegårdens Secret Dream

Junior - individuelt: 

  • Emilie Hansen på Sensation Unik
  • Ida Bøllingtoft Asmussen på Gozzip
  • Victoria Bang Zindorff på Møgelvangs Kashmir

Ungrytter - hold: 

  • Andrea Hamann Sand på Blue Hors Victor
  • Anna Have Larsen-Ledet på Finnigan Vitz
  • Luna Rosenberg Kølbæk på Kamar's Extreme Noir Hit
  • Theresa Rosenkilde på Blue Hors Zwobber

Ungrytter - individuelt:

  • Clara Cordes Arnkjær på Brianna
Copyright Ridehesten.com
Isabella Struntze Torp på Vestervangs Garson. Foto: Ridehesten.com/ Aviaja Vindum Hansen

/Dansk Ride Forbund. 

Anna Pørtner

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner