VIP-aften for følskuedebutanter

23-06-2025 10:06

Skal du med til følskue for første gang, har du spørgsmål til, hvordan det hele fungerer eller er du blot en af dem, der gerne vil dele ud af dine erfaringer, så har du nu muligheden, når Dansk Varmblod Region 4 afholder VIP-aften for følskuedebutanter

Copyright Ridehesten.com
Er du ny avler eller blot interesseret i, hvordan det foregår til følskue? Så kan du nu blive klogere med DV Region 4. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Bojsen

Det kan sommetider være svært at blive en del af et nyt fællesskab, hvis man aldrig har prøvet det før, men det vil Dansk Varmblod Region 4 gerne gøre op med. Derfor har de valgt at lave en særlig aften for følskuedebutanter, hvor man kan få svar på sine spørgsmål, og der er mulighed for at dele erfaringer. Garvede udstillere er også velkomne, så der kan komme gang i erfaringsudveksling og nye bekendtskaber. 

Aftenen finder sted den 10. juli klokken 18.30 hos Kamar's Horses hos Morten Kappel i Christiansfeld. Her vil Morten tage nogle heste med i ridehallen og vise, hvordan et føl mønstres for dommerne, mens der fortælles, hvad der er vigtigt at vide både før, under og efter et følskue. Derudover vil en DV-repræsentant fra følskuet i Esbjerg være til stede, så der kan besvares spørgsmål vedrørende arrangementet. 

Copyright Ridehesten.com
Morten Kappel vil vise føl frem i ridehallen og fortælle om vejen til følskue. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Bojsen

Hvordan forbereder du hoppe og føl til udstilling? Hvad skal du være opmærksom på, og hvor er der hjælp at hente? Derudover gennemgåes DV's retningslinjer og vejledninger for fremstilling på følskue, og efterfølgende vil der blive afholdt speeddating mellem nye og garvede avlere, hvor erfaringer deles og nye bekendskaber opstår. 

Denne aften vil man kunne få tips og tricks fra erfarne udstillere og lære avlerkollegaer at kende, så du på følskuet - allerede når du ankommer - har et netværk at bekendtskaber. Følskue er nemlig så meget mere end en vurdering af dit føl. Det er hygge, røverhistorier og socialt samvær, som man ikke vil gå glip af. 

Praktisk information
Arrangementet finder sted den 10. juli hos Kamar's Horses, Koldstrup Landevej 43, 6070 Christiansfeld, og starter klokken 18.30. 

Tilmelding er nødvendig og skal ske senest 7. juli på mail til awinther@cepheo.com. Her skal skrives hvor mange I kommer, og om I er følskuedebutanter eller garvede udstillere. Deltagelsen er gratis, og arrangementet sponsoreres af Stutteri Kjeldbjerg. Der vil være kaffe og kage på dagen. 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner