25 heste mistede livet i voldsom brand

11-11-2008 07:51

Grethe Næsby

Et ridecenter i Frankrig brændte søndag ned til grunden, og kun 4 af staldens 29 heste kom ud af flammerne i live.

I Trieux i det nordøstlige Frankrig gennemgik hesteejere søndag deres værste mareridt. Hele 25 heste på et ridecenter omkom under en voldsom brand, hvor 50 brandmænd kæmpede mod flammerne fra tidligt søndag morgen, skriver Horse & Hound. Pascal Santoni, som er leder af det tilstødende ridecenter, du Quoire, har besøgt det nedbrændte ridecenter og kan fortælle, at det er brændt ned til grunden. Samtidig er der fare for, at de udbrændte vægge vil styrte sammen, og der er derfor en sikkerhedsafspærring omkring brandtomten. Santoni beretter, at der tilsynedeladende kun var én udgang for hestene. Årsagen til branden er endnu ukendt, men politiet har igangsat en efterforskning af brandårsagen. Naboens ridecenter blev ikke påvirket af branden. Kilde: Horse & Hound

Trine Askjær-Jørgensen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen