4. plads og pointrekord til Lisbet og Raneur

12-11-2011 16:27
Regerende Danmarksmester Lisbet Seierskilde og Jonstrupgårdens Raneur red sig i dag ind på en flot 4. plads i Grand Prix'en ved det internationale stævne Oldenburger Pferdetage. Flere danske springryttere er også til start ved stævnet og har redet gode placeringer hjem

Med en samlet score på 71,894% - hvilket er ekvipagen højeste i Grand Prix nogensinde - blev det til flot 4. plads til Lisbet og "Nørden" ved det 4* CDI-stævne. - Det var dejligt at mærke, at det vi har arbejdet med hjemme i de seneste måneder "kom med ind på banen", fortæller Lisbet Seierskilde fra Tyskland. Klassen blev vundet af Kristina Sprehe på den tyske avlshingst Desperado, der scorede 75,723%. Stævnet er stærkt besat med flere af de europæiske topryttere. Matthias Rath har medbragt Del Piero-sønnen Dancing Elvis, og har foreløbigt sejret i dressurklasse S (svarende til Prix St. Georges-niveau) både torsdag og fredag. Sideløbende med det 4* CDI-stævne afvikles der et 2* CSI-stævne, hvor de deltagende danske ryttere har gjort god figur. Det er bl.a. blevet til følgende resultater: Birgit Sundstein og hoppen Royal Lady e. Aljano har bl.a. placeret sig som nr. 6 i en 140 cm-klasse, som nr. 4 i en anden 140 cm-klasse og som nr. 2 i yderligere en 140 cm-klasse. Nadja Kristoffersen og Appelflap red sig ind på henholdsvis 3. pladsen og 5. pladsen i to 115 cm-klasser. Med Catachi blev Nadja nr. 2 i en 125 cm-klasse og nr. 3 i en 115 cm-klasse. Også Rikke Belinda Barker og Eva Kragh Pedersen er til start ved stævnet, men har foreløbigt kun redet sekundære placeringer hjem. Se samtlige resultater via link til højre.

Trine Askjær-Jørgensen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen