Thomas Bach Jensen
Ved tirsdag aftens generalforsamling i Sportsrideklubben var tidligere medlem af klubbens bestyrelse, dyrlæge og international dressurdommer Hans-Christian Matthiesen, inviteret af en helt særlig årsag.
For sjette gang skulle Sportsrideklubbens Ærespris uddeles. Æresprisen blev indstiftet i 2021 af den tidligere formand Ole Rosdahl, og hvert år er prisen blevet tildelt en person, der har gjort en forskel for Sportsrideklubben eller for ridesporten i almindelig.
– Det er bestyrelsen, der sammen med Ole Rosdahl, kommer frem til årets prismodtager, og sidste år gik prisen til ægteparret Anne-Mette Binder og Christian Struck for deres enorme indsats for militarysporten, fortæller formand for Sportsrideklubben Jakob Leth.
Sportsrideklubbens Ærespris 2026 er gået til en stærk stemme i dressursportens hestevelfærdsdebat, Hans-Christian Matthiesen, der med faglig indsigt, passion for heste og dressursport samt vedholdenhed og et vist mod gang på gang har bidraget til debatten på en sober og konstruktiv måde og hver gang med et håb om at kunne flytte noget, bare en smule.
Hans-Christian Matthiesen er netop ankommet til Wellington, Florida, på dommergerning, og vi har fået lov til at bringe hans egne ord fra et opslag på Facebook (oversat fra engelsk til dansk):
Når man stikker næsen frem, vil der altid være nogen, der ønsker en derhen, hvor peberet gror.
Som en, der har været frivillig i sporten i mange år – iført mange forskellige kasketter og i forskellige roller – ved jeg, hvor betydningsfuld anerkendelse kan være. Det sker ikke hver dag, men forleden gjorde det, da jeg modtog Sportsrideklubbens Ærespris 2026, indstiftet af Ole Rosdahl.
På klubbens generalforsamling motiverede Ole Rosdahl prisen ved at fremhæve mit engagement i sporten, især mine år som landsholdsdyrlæge og international dressurdommer, men også mit aktive engagement i de løbende diskussioner om hestevelfærd i ridesporten.
Selve prisen er en peberkværn med et smukt sølvbånd og klubbens velkendte logo – både symbolsk og let humoristisk. Jeg sætter stor pris på både prisen og den anerkendelse, der følger med.
Jeg har været aktivt involveret i diskussioner om hestes forhold og velfærd i sporten siden omkring 2012, og meget har ændret sig i den tid. Det har ikke altid været let at navigere i rummet mellem kritikere af sporten og dens støtter.
Ridesport har en tendens til at bevæge sig langsomt. Det er af natur en traditionel og konservativ sport. Samtidig har vi ikke altid været gode nok til at lytte til forskning og evidensbaseret viden, uanset om det drejer sig om stævneformater, udstyr eller vores forståelse af hestens fysiologi og behov.
Undervejs er jeg blevet kaldt mange ting: urealistisk, uansvarlig, fuld af varm luft, endda beskyldt for "gaslighting".
Men jeg har også set noget opmuntrende: folk omkring mig ændrer gradvist deres perspektiver. Mange er nu mere åbne for at diskutere forandringer, end de var for bare få år siden. For ikke så længe siden var der meget få, der satte spørgsmålstegn ved emner som friheden til at vælge udstyr og dets anvendelse i sporten.
Kulturen udvikler sig – også i ridesporten. Nogle mener, at forandringer sker alt for langsomt, andre mener, det sker for hurtigt. Samtidig ændrer samfundets syn på dyr i sporten sig, og vores sport har en forpligtelse til at udvikle sig med det.
Gennem min deltagelse i internationale diskussioner om hestevelfærd forsøger jeg at bidrage til en dialog om, hvordan moderne dressur kan udvikle sig med respekt for hestens fysiologi, træningsprincipper og velbefindende. Gennem arbejde i fagudvalg, arbejdsgrupper, seminarer og gennem artikler og skriftlige bidrag har mit mål været at understøtte en mere evidensbaseret samtale inden for sporten.
I mit arbejde lægger jeg vægt på, at dommere, ryttere, trænere og dyrlæger deler et fælles ansvar for at sikre, at sporten udvikler sig i en retning, hvor hestens velfærd fortsat er den centrale prioritet. Med mit internationale engagement, professionelle integritet og min indsats for at bidrage konstruktivt til sportens udvikling håber jeg, at jeg har bidraget til at styrke dialogen om hestevelfærd i ridesporten.
Og ja, jeg er meget glad for min peberkværn, fordi den kan minde mig om, at jeg kan stå ved mine synspunkter, selv når kritikken bliver personlig, og selv når nogen ønsker mig helt derhen, hvor peberet gror.
