Georgia Timmermann
Anders Uve Sjøbeck Hoeck har anlagt sag mod vidnet Michaela Navrsted Jensen i forlængelse af den omtalte sag om grov ridning ved et Dansk Varmblod-arrangement i august 2023. Sagen vedrører både strafferet og straffeproces, idet den rejser spørgsmål om, hvorvidt der er tale om injurier (Straffelovens paragraf 269), samt om vidners rolle og ansvar efter retsplejelovens regler.
Sagen har sit udspring den 19. august 2023, hvor Birgitte Yvonne Tribler, der fungerede som teknisk delegeret til Dansk Varmblod-arrangementet, indberettede Anders Uve Sjøbeck Hoeck til Dansk Ride Forbund (DRF) for grov ridning på opvarmningsbanen. I forlængelse heraf opstod retssager, som Ridehesten tidligere har beskrevet.
Vidne til hændelsen
Michaela Navrsted Jensen var til stede i ridehallen under arrangementet, hvor hun befandt sig til fods på midten af banen forud for, at hun selv skulle ride.
Ifølge Michaela Navrsted Jensen oplevede hun Anders Hoecks ridning som ubehagelig, og hun forklarede, at hun derfor ikke følte sig tryg ved at stige op på sin hest, som hun beskriver som sensitiv. Hun vurderede, at Anders Hoecks ridning på opvarmningen kunne få betydning for hendes egen opvarmning. Hun steg derfor først op på hendes hest, da Anders havde forladt opvarmningen. Efterfølgende sendte Michaela en skriftlig e-mail til Dansk Varmblod, hvor hun redegjorde for oplevelsen.
Michaela Navrsted Jensen afgav senere vidneforklaring i sagen i Aarhus, hvor Anders Hoeck havde anlagt sag mod Dansk Varmblod. Denne sag blev afgjort til fordel for Dansk Varmblod, hvilket Ridehesten tidligere har omtalt.
Strafferet og -proces
Sagen skulle oprindeligt have haft første retsmøde den 24. november 2025, men dette blev aflyst af Retten i Glostrup. Et nyt retsmøde er nu berammet til perioden mellem den 17. og 19. marts 2026 ved Retten i Glostrup.
Vidnet fortæller
Ridehesten har talt med Michaela Navrsted Jensen, som fortæller, at sagen har påvirket hende personligt:
-Jeg havde aldrig forestillet mig, at det var muligt at ende i retten på baggrund af et vidneudsagn. Jeg har indberettet det, jeg oplevede, og jeg har ikke fortrudt det.
DRF
Dansk Ride Forbunds generalsekretær, Jens-Erik Majlund, udtaler følgende i forbindelse med sagen:
-Denne sag er endnu et absurd eksempel på en helt unødvendig retssag. Havde rytteren blot fulgt officials’ anvisninger og de gældende retningslinjer, som alle øvrige deltagere efterlevede uden problemer, var situationen aldrig opstået.
Michaela har, ligesom vores official, Dansk Ride Forbunds fulde opbakning. Det er afgørende, at man reagerer og indberetter, når man oplever uforsvarlig ridning eller håndtering af heste. Det håber jeg, at både ryttere og officials fortsat vil gøre - også trods denne sag.
Ridehesten har kontaktet Anders Hoeck og hans repræsentanter for en kommentar, men de er på nuværende tidspunkt ikke vendt tilbage.
Her kan du læse Jens-Erik Majlund tidligere udtale sig om sagen.